Opdateret: Den mystiske pakke, der sendte Paludan i isolation, viste sig at være ufarlig
Opdateret: Den mystiske pakke viste sig at være ufarlig.
Både politi og beredskab er mandag eftermiddag til stede på en ejendom Rødkærsbro, der er ejet af Rasmus Paludan.
Det skyldes, at partilederen af Stram Kurs har modtaget og åbnet en pakke, som nu mistænkes for at have indeholdt giftstoffer. Det bekræfter Rasmus Paludan overfor TV MIDTVEST.
Han fortæller, at han lige nu er i isolation med sine livvagter, men at han ikke har symptomer på, at der skulle være noget galt.
Partilederen forklarer, at han håber, der er tale om en joke.
På Twitter har Midt- og Vestjyllands Politi også meddelt, at de er tilstede i Rødkærsbro, og at de er i gang med at spærre området af.
- Det er meget lidt, vi kan sige på nuværende tidspunkt. Vi holder os til, at det er en adresse i Rødkærsbro, fortæller Mette Quistgaard, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.
Mette Quistgaard bekræfter, at politiet er på stedet, fordi der er blevet sendt en mystisk pakke til en person.
- Der er ingen fare for naboer, og der er ingen, der er kommet til skade. Men vi har brug for arbejdsro, og derfor skal folk ikke stimle sammen i området, siger hun.
Pakken viste sig at være ufarlig
Efter at have været i gang på stedet i flere timer, viste undersøgelser, at pakken med de væsker, man mistænkte for at være gift, er helt ufarlig.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Vi kender ikke motivet bag, at denne pakke er sendt til den pågældende, men det er selvfølgelig noget af det, vores efterforskning nu skal klarlægge”, siger vicepolitiinspektør Sune Espersen fra Midt- og Vestjyllands Politi i pressemeddelelsen.