Officielt: BSV i Champions League

Bjerringbro-Silkeborg får en ny chance i Champions League efter AG Københavns konkurs.

020812_Bjerringbro_SIlkeborg.jpg

Så er det officielt: Bjerringbro-Silkeborg overtager den plads i Champions League, der er ledig efter konkursen i AG København.

Det oplyste det europæiske håndboldforbund EHF torsdag eftermiddag.

- EHF har reageret prompte og tildelt den direkte plads i Champions League til Bjerringbro-Silkeborg, som hidtil var med i wild card-turneringen. Vi minder om, at Bjerringbro-Silkeborg sluttede som nummer to efter AG København i den danske liga, skriver EHF i en pressemeddelelse.

De midtjyske DM-sølvvindere skal i den bedste af de europæiske turneringer møde Gorenje Velenje fra Slovenien, Kielce fra Polen, Chambery fra Frankrig, St. Petersburg fra Rusland og en endnu ukendt modstander fra kvalifikationsturneringen.

Bjerringbro-Silkeborg deltog også i Champions League i sidste sæson - dog uden den store succes, idet holdet forlod turneringen helt uden point.