Ny storfilm fra Zentropa: Mads Mikkelsen skal på optagelse i Midt- og Vestjylland

I efteråret 2023 venter en ny barsk og dramatisk storfilm fra Zentropa. Mads Mikkelsen og Amanda Collin spiller hovedrollerne, og alle filmens danske optagelser foregår i Midt- og Vestjylland. Det er Nikolaj Arcel, der instruerer.

mads og hede
Foto: Sarah Meyssonnier/Reuters/Ritzau Scanpix / Viborg Kommune

Zentropa Entertainments starter til efteråret optagelserne til en ny storfilm med titlen 'Kongens Land'. 

Det skriver filmselskabet i en pressemeddelelse. 

Filmen er støttet af Den Vestdanske Filmpulje, og alle optagelser på dansk jord skal foregå i Holstebro- og Viborg Kommune - blandt andet på Kongenshus Hede sydvest for Viborg.

- Vi er en regional filmfond, der arbejder for, at der kan laves filmproduktioner i vores del af landet. 

- Derfor er vi stolte over, at denne film foregår på de historiske locations, hvor opdyrkningen af heden også startede. Vi synes, det er vigtigt, at filmen kan foregå der, hvor der er en historisk reference, siger Steen Risom, der er chef for Den Vestdanske Filmpulje.

Kongenshus Hede
Foto: Viborg Kommune

Det er Nikolaj Arcel, der instruerer filmen, og ved sin side har han Anders Thomas Jensen som medforfatter. Det er deres første fælles manuskript på dansk.

Nikolaj Arcel er kendt for den Oscar-nominerede film En Kongelig Affære fra 2012. Kongens Land bliver hans første dansksprogede film siden.

Baseret på bestseller om den jyske hede

Den kommende film er inspireret af virkelige historiske begivenheder. Den handler om kampen om den uopdyrkede jyske hede i 1750’ernes Danmark og om menneskets kollision med naturen. Filmen berør blandt andet temaerne kærlighed, ondskab, magt og hævn, hedder det i pressemeddelelsen.

Storfilmen er baseret på Ida Jessens anmelderroste bestseller Kaptajnen og Ann Barbara fra 2020, der netop handler om kampen mod de rå naturkræfter på Kongens Hede. Bogen solgte over 60.000 eksemplarer i Danmark.

Nikolaj Arcel udtaler i pressemeddelelsen:

- Jeg blev stærkt betaget af Ida Jessens fantastiske roman og følte instinktivt, at jeg med denne historie, kunne kaste mig ud i et helt nyt og spændende filmsprog. Vi har med Kongens Land sat os for at skabe en nervepirrende og moderne storfilm, der omfavner mørket, humoren, afmagten, blodet, sveden og galskaben i historien og som kommer helt tæt på hedens stædige pionerer og deres fjender.

Optagelserne til Kongens Land går i gang  5. september i Holstebro og Viborg. Derudover vil der også være optagelser i Tyskland og Tjekkiet.

Filmen har et budget på 58,5 mio. kr.