Nu skal Viborg have en motorvej

Den nyvalgte borgmester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek, mener, at det er et kæmpe problem for byen, at den ikke har en motorvej.

Den kommende borgmester har det som en af sine allerhøjeste prioriteter at få Viborg på motorvejslandkortet.
Den kommende borgmester har det som en af sine allerhøjeste prioriteter at få Viborg på motorvejslandkortet.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Viborg er Danmarks største by uden en motorvej.

Med motorvejsstrækningen, der åbnede i går mellem Herning og Holstebro, er der nu kun én af Danmarks 30 største byer, der ikke har en motorvej i umiddelbar nærhed. Det er Viborg - til den kommende borgmesters store ærgrelse.

- Det kan jo være, at der ikke har været presset nok på fra Viborgs side. Men nu vil jeg kæmpe hårdt for det, siger Ulrik Wilbek (V).

Der har ellers været masser af motorveje på tegnebrættet. Blandt andet en motorvej fra Viborg til Aarhus har været nævnt, og så har der været snakket om en Hærvejsmotorvej, der går hele vejen fra Hobro via Viborg og Silkeborg til Haderslev.

- Det har været for nemt for politikerne på Christiansborg at sige "I har fire ønsker - så ved I nok heller ikke selv, hvad I vil have", mener borgmester Torsten Nielsen (Kons.).

Ønsket om en ny motorvej er stort, men hos erhvervslivet erkender man også at man kunne have presset mere på.

- Vi er nødt til at være helt enige. Det er ikke nok at være 80 procent enige, som vi har været, for der skal slåsses for det, siger Viggo Hansen, formand for Viborgegnens Erhvervsråd.

Den nufundne enighed bliver taget godt imod på Christiansborg.

- Der har været en lille smule slinger i valsen i Viborg Kommune, og jeg synes, det er et rigtig godt signal, at der nu er fælles fodslag om den her sag. Det er meget vigtigt, at der bliver tale med én tunge på Viborgs vegne, siger Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

2:11