Niels Dueholm fortsætter som Socialdemokratiets spidskandidat i Viborg

Borgmesterkandidaten kom i sidste uge i modvind, da han mailede et link til partiets hjemmeside til 23 partikolleger. Men linket var hacket og indeholdt pornografisk materiale.

2:32
Se her, hvad Niels Dueholm havde at sige, da han kom ud fra det afgørende møde tirsdag aften.
Foto: TV MIDTVEST

Niels Dueholm fortsætter som spidskandidat for Socialdemokratiet i Viborg Kommune ved det komme kommunalvalg. Det står klart efter et møde i partiets kommunale ledelse, hvor eneste punkt på dagsordenen var Dueholms fremtid som borgmesterkandidat.

- Vi havde en rigtig drøftelse, og jeg er stadig Socialdemokratiets spidskandidat i Viborg. Vi går til valg sammen i kandidatgruppen og skal føre en rigtig fornuftig valgkamp, sagde Niels Dueholm lige, da han var kommet ud fra mødet tirsdag aften.

Niels Dueholm kom i sidste uge i modvind efter, han havde sendt et link til Socialdemokratiets lokale hjemmeside rundt til 23 personer fra partiet. Problemet var bare, at linket ved blevet hacket og indeholdt pornografisk materiale.

Den lokale partiformand informerede dog ikke om, hvad der gemte sig bag linket, hvorfor nogle modtagere af mailen fik sig en slem overraskelse. Af den grund såede nogle medlemmer af partiet tvivl om Niels Dueholms egenskaber som førsteudfordrer til Ulrik Wilbek (V).

Det gjorde formanden for Socialdemokratiet i Houlkær, Overlund og Bruunshåb, Marianne Aaris Andersen, blandt andet, og hun sagde følgende, inden hun gik indtil mødet.

- Jeg synes, det er et alvorligt emne og en alvorlig sag. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi får lov til at drøfte sagen fysisk, hvor vi kan kigge hinanden i øjnene, mens vi får et klart billede af, hvad sagen handler om, og hvordan fremtiden ser ud.

2:24
I dette indslag fra i sidste uge kan du se Marianne Aaris Andersen rette en skarp kritik af Niels Dueholm.

- Det var fatalt

Ved mødet i Viborg tirsdag aften deltog de otte partiforeningsformænd i kommunen og forretningsudvalget, og selvom Niels Dueholm ikke blev afsat som borgmesterkandidat, så har han lagt sig fladt ned og undskyldt hændelsen.

- Jeg har lært meget af det her, især at man ikke skal joke med sådan noget. Det var fatalt, og jeg har givet partiformanden en uforbeholden undskyldning og beklaget, at det kunne ske. Jeg har også sagt til dem, at det aldrig kommer til at ske igen, fortæller borgmesterkandidaten fra Bjerringbro.

Det var blandt andet det her, man kunne se, hvis man fulgte det link, Niels Dueholm havde sendt til sine partikolleger.
Det var blandt andet det her, man kunne se, hvis man fulgte det link, Niels Dueholm havde sendt til sine partikolleger.
Foto: Screendump / TV MIDTVEST

Niels Dueholm har også drøftet sagen med Marianne Aaris Andersen, der i sidste uge følte sig dybt krænket af episoden. Han mener dog, at de er kommet videre nu, selvom hændelsen ikke bliver glemt lige foreløbigt.

- Jeg er sikker på, vi godt kan arbejde sammen op mod valget. Jeg har haft en glimrende snak med Marianne Aaris, og vi er enige om, at der ikke er nogen "bad feelings". Vi skal ikke slå en streg over hændelsen, men vi skal lægge det bag os og se frem mod den valgkamp, vi går ind i, siger borgmesterkandidaten.

61-årige Niels Dueholm blev i november 2020 valgt som Socialdemokratiets spidskandidat. Til november 2021 skal han forsøge at vælte Ulrik Wilbek af pinden som borgmester.