To mænd anholdt efter røveri – kendte offer fra det kriminelle miljø

Politiet kender de to gerningsmænd fra tidligere forhold, oplyser lokalpolitiet i Viborg.

Arkivbillede.
Arkivbillede.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

To personer er natten til onsdag blevet anholdt efter et røveri. Det oplyser Jesper Brøndum fra lokalpolitiet i Viborg.

Røveriet skete i Viborg i løbet af tirsdagen, hvor de to gerningsmænd opsøgte en tredje mand på gaden i byen.

Her tvang de ham op i hans kærestes lejlighed, hvorefter de forsvandt fra stedet med penge og værdigenstande.

De tre personer har relation til hinanden gennem det kriminelle miljø, fortæller Jesper Brøndum.

Der kan muligvis have været tale om en sag, hvor gæld skulle betales.

Efter røveriet anmeldte den forurettede mand, en 25-årig aarhusianer, episoden til politiet og indgav signalement.

De to gerningsmænd, på henholdsvis 23 år fra Viborg og 24 år fra Horsens, er nogle, politiet har kendskab til i forbindelse med tidligere forhold.

Efter anholdelsen var de to i politiets varetægt natten over, og onsdag fremstilles de i grundlovsforhør.