Kvik borger fik politiet på sporet af falsk bankbud

En borger i Vinkel fik politiet på sporet af et falsk bankbud, der nu er anholdt og fredag fremstilles i grundlovsforhør.

En 34-årig mand er anholdt for bankbudssvindel og skal fredag fremstilles i grundlovsforhør. 

Det oplyser Henrik Varbøl Andersen, der er efterforskningsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 34-årige blev anholdt, efter han ringede til en ældre borger og udgav sig fra at være fra banken. Her ville vedkomne komme forbi borgerens bopæl i Vinkel ved Viborg for at hente dankort samt pinkode. 

Men den hoppede den kvikke borger ikke på. Der blev politiet kontaktet.

- Det er godt arbejde af den borger, der var ved at blive snydt. Kun på den her måde, kan vi fange gerningsmændene, siger Henrik Varbøl Andersen. 

Lokalpolitiet oplyser, at den ældre borger videregav et godt signalement af manden, herunder blandt andet at manden kørte på norske plader rundt i byen. Politiet endte med at fange den 34-årige mand omkring klokken 16 torsdag og fik ham anholdt. 

- Nu skal han i grundlovsforhør med krav om, at vi får ham varetægtsfængslet i fire uger, siger Henrik Varbøl Andersen. 

Torsdag havde lokalpolitiet i Viborg i alt tre bankbudssager, men alle tre gange var det ikke lykkedes at franarre nogle penge ud fra borgerne.