Hvorfor forsvinder fiskene: Havørreder udstyres med sendere

Projekt Havørreden tilbage til Gudenåen har samlet 600.000 kroner til en ny undersøgelse.

Havørred
Foto: Arkiv

Hvorfor bliver der stadig færre havørreder i Gudenåen?

Det skal en ny undersøgelse nu være med til at kaste lys over.

Bag undersøgelsen står en projektgruppe, der kalder sig Havørreden tilbage til Gudenåen. Gruppen præsenterede sine planer i september, og nu er finansieringen så endelig faldet på plads.

- Vi begynder til marts, og det bliver så godt at komme i gang, siger Per Frost Vedsted, der er initiativtager til projektet og næstformand i Bjerringbro & Omegns Sportsfiskerforening.

Projektgruppen havde håbet på at samle over tre millioner, men endte på 600.000 kroner. Selv om det er et stykke fra den oprindelige ambition, har Per Frost Vedsted store forventninger til arbejdet, der går ud på at udstyre 100 havørreder med akustiske sendere.

Der bliver tale om vilde fisk, som sættes ud i Skibelund Bæk og Lilleåen - begge vandløb, der er en del af Gudenå-systemet. 

Kollaps i bestanden

På den måde kan man ved hjælp af lytteudstyr inde på bredden følge fiskenes vandring ud mod Randers Fjord og fastslå, hvor de eventuelt forsvinder.

Baggrunden for undersøgelsen er et markant fald i antallet af havørreder i Gudenåen. Folkene i projektgruppen taler ligefrem om et kollaps i bestanden, og flere lokale lystfiskerforeninger har allerede aftalt, at de havørreder, som medlemmerne får på krogen, skal sættes ud igen.

Der er flere bud på, hvorfor der bliver færre ørreder. Skarver og sæler har en stor appetit på havørreder, og lystfiskerne har også en mistanke om, at mange af ørrederne forsvinder i de engsøer, der er blevet etableret ved Randers.

Resultatet af undersøgelsen ventes til næste sommer.

2:35
SE OGSÅ: Indslag fra december 2018 om nedgangen i antallet af havørreder.