Gulerodsavlere trodser frosten: Høster i -19 grader

Gulerodssæsonen varer 11 måneder og starter omkring sankthans. Men frosten er hård i år, og derfor er gulerodsavlerne nervøse for høsten.

1:59
Peter Vestergaard er vant til at høste om vinteren, men kulden i år er alligevel noget for sig.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Når man kigger ud ad vinduet i det midt- og vestjyske i disse dage, tænker man ikke ligefrem høstsæson. Ikke desto mindre lægger DanRoots sig ud med frosten og høster.

Det er nemlig næsten altid gulerodssæson.

- Det gør vi, så vi kan få friske gulerødder ude i detailhandlen hver dag. Vi høster 11 måneder om året, og vi starter op omkring sankthans, og når vi så når efteråret, så dækker vi markerne ned med plastik og halm, så vi kan høste friske gulerødder hele vinteren, siger Peter Vestergaard.

Han er medejer af DanRoots i Tange, og selvom det ikke ligefrem er første gang, han er med til at høste om vinteren, så er der alligevel noget, der er lidt anderledes, end det plejer.

Det er nemlig særdeles koldt for tiden, og når frostgraderne bliver mange, bliver gulerødderne sværere at få med.

- Det er rigtig svært, og det er slet ikke uden udfordringer. Torsdag morgen startede vi op i minus 19 grader ude i Ilskov, og plastik og halm og alting var frosset sammen. Det er så småt ved at tø nu, men vi bøvler rigtig meget med det her til morgen også, siger gulerodsavleren til TV MIDTVEST.

Sådan så det ud under morgenens gulerodshøst.
Sådan så det ud under morgenens gulerodshøst.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Gulerødderne bliver samlet op på markerne, og så bliver de fyldt i containere, som lastbiler tager med til et vaskeri. Så bliver de sorteret og pakket, og inden for et døgn efter høsten, ligger de i dagligvarebutikkerne.

Hver container indeholder omkring 14 ton gulerødder.

- De skal bruge 30 containere derhjemme, så det er nok først engang sidst på eftermiddagen, at vi er færdige herude. Nu er den første i hus, så der er kun 29 tilbage, så det er godt nok, siger Jakob Nielsen, der er en af medarbejderne hos DanRoots.

Frosten er hård ved medarbejderne på markerne, men den er også hård ved gulerødderne, og avleren ved derfor ikke med sikkerhed, hvad han kan forvente af høsten.

- Jeg havde egentlig spået, at det skulle blive en god sæson, men om frosten har taget fem procent eller 10 procent, det ved jeg ikke. Det skal vi have overblik over i næste uge, siger Peter Vestergaard.

Dagens høst skulle gerne give 420 ton gulerødder.