Fire nye indbrud i håndværkerbiler ved Viborg

En bølge af indbrud i varebiler kom natten til torsdag til Viborg-egnen, hvor 4 håndværkere fik brudt deres varebil op og stjålet el-værktøj.

Politiet melder om en række af indbrud i håndværker biler i denne uge.
Politiet melder om en række af indbrud i håndværker biler i denne uge.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Natten til onsdag skete det på Skive-egnen, og natten til torsdag var det Viborg-egnens tur. Fire håndværkere fik stjålet el-værktøj fra deres varebiler. Det oplyser Jesper Brøndum fra Viborg Lokalstation til TV MIDTVEST.

- Vi ser det engang i mellem, at der kommer de her bølger, hvor gerningsmænd tager et helt område. For to dage siden var de i Skive, og i går kom de så til Viborg, fortæller Jesper Brøndum.

Det gik i går udover tre håndværker i Stoholm og en enkelt i Skals.

Fremgangsmåden er præcis den samme, og det er en metode, som politiet har kendt i et par år efterhånden. Gerningsmændene laver et hul på 30x30mm i sidedøren, hvorefter de kan åbne døren.

Tyvene er bevidst gået efter håndværkerbiler, hvorfra de stjæler el-værktøj.

Tilbage i juni kunne TV MIDTVEST fortælle om 50 nye tilfælde af denne type indbrud i Midt- og Vestjylland.

Bølgen kom til Ringkøbing

Fredag kunne Dagbladet Ringkøbing-Skjern bringe historien om, at bølgen af indbrud i biler også skyllede ind over den vestjyske kommune. 

Senest skete det natten til fredag, hvor en bil blev brudt op på Mølhøj i Ringkøbing. Der blev dog ikke stjålet noget, og derfor har politiet en teori om, at gerningsmanden måske blev forstyrret midt i sit indbruds-forsøg.

Natten til torsdag var der to hændelser af samme type, hvor der ved en af indbrudene blev stjålet værktøj og varer til en værdi af 38.000 kroner. Det andet indbrud har endnu ikke opgjort værdien af udbyttet.

Politiet kan konstatere, at indbrudsmetoden er den samme, som man tidligere har oplevet i den midt- og vestjyske politikreds.

- Fremgangsmåden var den samme, som vi efterhånden har set mange gange, siger Bjarne Højgaard, politikommissær ved politiet i Ringkøbing til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.