Far til forsvunden kvinde: - Vi håber stadig på, at vi finder hende i live

Politiet leder fortsat med hunde og droner efter 48-årig, efter hun sidste onsdag forlod Viborg Sygehus.

2:16
Signalement af kvinden: Langt brunt hår, bærer briller, var iført hvid hospitalsbluse, sorte leggings, sorte støvler og sort jakke.
Opdatering

Opdatering 22. december:

Den forsvundne kvinde er nu fundet død.

    Det har formentlig været en af de værste uger i Leif Lunds indtil videre 78 år lange liv. Sammen med konen Hanne har han siden sidste onsdag ledt og ledt rundt i Viborg og omegn efter det mindste spor af sin forsvundne datter.

    - Vi synes selvfølgelig, at det har været hårdt med en hel uge uden livstegn, men vi har ikke opgivet håbet endnu. Vi håber stadig på, at vi finder hende i live, lyder det fra Leif Lund, der kommer fra Løgstrup.

    Sidste onsdag forlod den 48-årige Viborg Sygehus i det, som det lokale politi betegner som ´nedtrykt sindstilstand´. Hun var på det tidspunkt indlagt på stedet, men i løbet af onsdagen opdagede en sygeplejerske, at hun ikke var på sin stue.

    Herefter blev politiet kontaktet.

    - Hendes behandling er ikke afsluttet, og hun har forladt sygehuset i sygehustøj, så vi er rigtigt bekymrede for hende, og vi håber selvfølgelig, at hun har taget ophold hos nogen. Men vi frygter, at hun kan ligge et sted og være i en ikke så god tilstand, fortæller Andreas Bang Andersen, der også er politikommissær ved Lokalpolitiet i Viborg.

    Politiet bruger droner til at lede efter 48-årige Jane.
    Politiet bruger droner til at lede efter 48-årige Jane.
    Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST


    Et vakuum at være i som pårørende

    De seneste tre år er godt 200 personer blevet meldt bortgået hos Midt- og Vestjyllands Politi. De er gået af mange forskellige årsager, men fælles for dem er, at de efterlader dybt bekymrede pårørende bag sig.

    Det ved Nanna Caroc, som qua sit hverv som coach er én af dem, der hjælper de pårørende.

    - Vi som mennesker vil jo gerne fikse alting selv, men lige det her er uden for vores kompetenceområde. Det er sådan et vakuum at være i, fortæller Nanna Caroc.

    Lokalpolitiet i Viborg leder fortsat med hunde og droner, og nu har den frivillige organisation Missing People også meldt sig på banen. Organisationen vil fra på lørdag tilslutte sig eftersøgningen.

    - Vi er rigtig glade for, at Missing People i weekenden vil gøre en ekstra indsats, lyder det fra Leif Lund.

    Politiet formoder, at hun befinder sig i Viborg, da hun er dårligt gående og ikke er set i hverken taxaer, tog eller busser. Ordensmagten opfordrer derfor personer i Viborg til at tjekke skure, udhuse og lignende, da hun kan have søgt læ.

    Henvendelser i sagen kan ske til Midt- og Vestjyllands Politi på 1-1-4.