Dømt advokat anker dom for vold mod Papes forlovede

Fængsel og udvisning er for hård en dom for et knytnæveslag, mener dømt slovak. Han anker til landsretten.

Her ses justitsminister Søren Pape og hans forlovede Josue Vasquez.
Her ses justitsminister Søren Pape og hans forlovede Josue Vasquez.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

En slovakisk advokat har besluttet at anke en dom på 40 dages fængsel og udvisning i seks år for at have slået justitsminister Søren Pape Poulsens (K) forlovede.

Det oplyser hans forsvarer, advokat Erbil Kaya.

- Vi har anket for at få en mildere dom og frifindelse for udvisning, siger han.

Den meget omtalte voldsepisode fandt sted natten til 17. maj på og ved beværtningen LA Bar på Gammel Mønt i det centrale København.

Her var den slovakiske mand i byen med en kammerat, og flere gange kom Papes forlovede, Josue Vasquez, over for at snakke.

Ifølge den nu dømte gjorde Vasquez flere tilnærmelser, men den 34-årige var efter eget udsagn ikke interesseret.

Da de to mænd senere på natten tilfældigvis mødtes ude foran baren, opstod der en episode, hvor det altså endte med, at Vasquez fik et slag i hovedet.

Ifølge Vasquez sagde overfaldsmanden: "I don't like homos", da han slog ham.

Selv om der er tale om en simpel voldssag, har den fået stor opmærksomhed i offentligheden.

Ikke mindst fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kort efter episoden - uden antydningen af forbehold - konstaterede, at Papes kæreste var blevet udsat for en hadforbrydelse på grund af hans seksualitet.

Efterfølgende valgte anklagemyndigheden at frafalde netop den sigtelse.

Opfattelsen har dog fortsat været, at slovakken i forbindelse med slaget har sagt, at han ikke kan lide bøsser. Men den vurdering blev afvist af Københavns Byret, der alene dømte ham for simpel vold.

Og så er dommen på 40 dages ubetinget fængsel for hård, mener hans advokat.

- Han har gode personlige forhold, og er aldrig tidligere dømt. Så er praksis efter min mening, at man idømmes betinget fængsel, siger Erbil Kaya.

- Desuden er det ikke rimeligt at udelukke ham fra Danmark i seks år på grund af et knytnæveslag. Det er en indskrænkning af hans frie bevægelighed.

Ifølge Erbil Kaya er en begrundelse for at anke også, at sagen skal prøves ved alle danske instanser, så han senere kan få den behandlet ved internationale instanser som for eksempel Menneskerettighedsdomstolen eller EU-Domstolen.

Statsadvokaten oplyser, at man endnu ikke har besluttet, om man vil anke.