Corona ser ud til at give flere ansøgere til julehjælp: - Nogle har ikke råd til tre måltider om dagen

Coronakrisen ser ud til at blive skyld i, at flere søger om julehjælp i år end sædvanligt.

Marlene Arent er en af de 4500 i Region Midtjylland og Nordjylland, som i år har ansøgt om julehjælp.
Marlene Arent er en af de 4500 i Region Midtjylland og Nordjylland, som i år har ansøgt om julehjælp.
Foto: Mogens Lyngsø / TV MIDTVEST

December måned nærmer sig med hastige skridt, og det betyder, at årets julehjælp står for døren. Året 2020 har været et hårdt år for mange, og noget tyder på, at coronapandemien kommer til at kunne aflæses i antallet af ansøgere til julehjælpen.

Én af de organisationer, der hvert år er med til at uddele julehjælpen, er Dansk Folkehjælp, og her oplever man, at coronakrisen kommer til at sætte sit præg på årets julehjælp. Knap halvdelen af ansøgerne hos Dansk Folkehjælp oplyser nemlig, at krisen har været en stor økonomisk belastning.

- Vi har rent faktisk en hel del af vores ansøgere, som angiver, at det ikke længere er en mulighed for dem at sikre tre måltider mad om dagen for deres børn, fortæller Klaus Nørlem, der er generalsekretær hos Dansk Folkehjælp.

Corona spændte ben for jul hos bedsteforældre

Julehjælpen består af 1500 kroner pr familie, hvoraf 500 kroner går til mad, imens 1000 kroner er tiltænkt gaver. I alt har 4500 lige nu søgt om en økonomisk håndsrækning til jul i Region Midtjylland og Nordjylland.

Én af dem er 24-årige Marlene Arent fra Viborg. Hun er alenemor og skulle egentlig have holdt jul sammen med sin datter hos bedsteforældrene i København, men det blev aflyst på grund af den aktuelle coronasituation.

- Fra at familien stod for det hele, kommer vi nu til at stå for det hele selv, og det giver jo nogle flere udgifter. Jeg får pengene til at række til mine regninger, men jeg synes ikke, der er til noget udover det. Der er ikke til store julegaver, fortæller Marlene Arent.

Hun håber derfor nu, at hun sammen med datteren Josefine er én af dem, der bliver valgt til at modtage julehjælp.

- Jeg ville kunne købe ind til juleaften med and eller flæskesteg, og så ville jeg kunne købe gaver til min datter, og vigtigst af alt ville jeg kunne købe det, hun ønsker sig, lyder det fra Marlene Arent.

Ansøgerne til julehjælpen får svar i begyndelsen af december.

2:14