Bellis holder Michael i form: - Jeg glemmer helt, jeg er blind

Bellis har hjulpet Michael med at holde hans diabetes i skak. Og nu er hunden nomineret til en pris.

Bellis er en uvurderlig hjælp i hverdagen.
Bellis er en uvurderlig hjælp i hverdagen.
Foto: Privatfoto

Skilte, cykler, vejarbejde. Det er den slags udfordringer, der kan gøre hverdagen med blindestok ekstra krævende. 

- Der ligger så meget lort og flyder rundt omkring, siger Michael Bjerre Rasmussen, der bor i Viborg.

Derfor er hans tro følgesvend gennem 8,5 år -  førerhunden Bellis, der er af racen sort flatcoated retriever - en uvurderlig hjælp i hverdagen.

- Når jeg sætter bøjlen på Bellis, så er vi bare på farten. Jeg glemmer helt, jeg er blind, siger han.

Sammen forlader de hver morgen matriklen klokken 6.30 og sætter kurs mod bussen, hvor Bellis finder en ledig plads til sin ejer. På Viborg Station skifter de bussen ud med tog, og når de ankommer til Aarhus Hovedbanegård hjælper Bellis Michael Bjerre Rasmussen sikkert fra det ene tog til det andet, så han kan lande på sit arbejdet Arla Foods i Viby med overskud. 

- Når jeg har Bellis med, kan jeg slappe af, siger han.

Det er 8,5 års siden, at Michael fik Bellis.
Det er 8,5 års siden, at Michael fik Bellis.
Foto: Privatfoto

Før Michael Bjerre Rasmussen fik Bellis, havde han tre måneder uden førerhund. Og der mærkede han for alvor, hvad det kræver af ham.

- Det er ret meget op ad bakke, når man skal ud at gå med stok. Det var hårdt og energikrævende bare at komme til og fra arbejde, siger Michael Bjerre Rasmussen, der oplevede det nemmest bare at blive hjemme, når arbejdsdagen var ovre. 

- Jeg er et ret socialt menneske, så det er træls bare at sidde derhjemme, når man ikke lige har én, der kan tage én under armen, siger han. 

Dét er netop en af grundene til, at Dansk Blindesamfund ønsker at sættes fokus på førerhunde.

- Man bliver ikke nødvendigvis præsenteret for den mulighed (en førerhund, red.), når man taler hjælpemidler med kommunen. Så vi håber med vores fokus, at flere bliver opmærksomme på, at det måske kunne være en god hjælp for dem, siger landsformand Ask Løvbjerg Abildgaard.

Mistede synet som 28-årig

Lige nu er der cirka 250-260 førerhundebrugere i Danmark.

- Men der er absolut flere, som kunne have gavn af en førerhund, siger Ask Løvbjerg Abildgaard.

Derudover håber Dansk Blindesamfund at hjælpe til en generelt respekt for førerhunde i samfundet, så de netop kan få lov at følge deres brugere alle steder. 

Med Bellis ved sin side har Michael Bjerre Rasmussen også efter arbejde overskud til lange gåture. 

- Det er sjældent, at vi går under 10.000 skridt, siger Michael Bjerre Rasmussen.

Og det kan altså mærkes på hans sundhed.

- Min diabetes er blevet meget bedre, siger han. 

Diabetes var netop skyld i, at Michael Bjerre Rasmussen i 2005 blev blind. 

- Jeg var 28 år, da jeg fik at vide, at jeg ville miste synet, siger han.

Bliver stolt af nominering

Med årene har han vænnet sig til de begrænsninger, det giver ham i hverdagen - ikke mindst hjulpet af de to førerhunde, der gennem tiden har hjulpet ham på vej.

Derfor gør det ham også stolt, at Bellis nu er blandt de tre nominerede som årets førerhund i Danmark.

- Man er sgu da stolt over sådan en nominering. Jeg bliver glad, når folk roser min hund. Også folk jeg møder på gaden, siger han. 

Det er dog først, når Bellis kommer hjem og får bøjlen af, at man må lege med hende som en almindelig familiehund. 

- Nå bøjlen er på, er hun på arbejde. Så er det mig, hun skal lytte til, siger han.