28-årig mand anholdt anden gang på tre uger: Blottede sig igen for kvinder i Bjerringbro

En særdeles vedholdende blotter var onsdag aften på spil Bjerringbro. Nu er han anholdt. Igen.

Blå blink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Det er blot tre uger siden, at den 28-årige mand blev anholdt og sigtet for seks gange at have blottet sig for forskellige kvinder i Bjerringbro centrum. Han erkendte dengang alle forhold.

Men nu er han anholdt igen.

Fra klokken 19.15 til 19.30 onsdag aften fik politiet nemlig to anmeldelser fra to forskellige kvinder, der havde mødt blotteren på et stisystem ved Egekrattet og Tjørnekrattet i Bjerringbro. Først fra en 49-årig kvinde og siden fra en 80-årig.

- Han kommer i begge tilfælde gående imod dem, og på afstand åbner han så sine bukser og hiver sit lem frem, fortæller politikommissær Peter Justesen fra Lokalpolitiet i Viborg.

Der var ingen fysisk kontakt mellem manden og kvinderne. Men kvindernes beskrivelse af blotteren fik hurtigt politiet på sporet af gerningsmanden.

- Signalementet fra kvinderne gør, at vi er sikre på, at der er tale om den samme mand, der blev anholdt for nogle uger siden for seks lignende tilfælde.

Det første tilfælde af blotteri fandt sted 29. april, og frem til 6. maj fik politiet i alt seks anmeldelser på manden. 7. maj kunne politiet anholde manden. 

I dag kunne lokalpolitiet i Viborg så igen anholde blotteren. Det foregik i følge politiet stille og roligt på mandens adresse i lokalområdet.

Han er nu sigtet for yderligere to tilfælde af blotteri og er løsladt igen efter afhøring.