20-årig kvinde fængslet for narkosalg

En 20-årig kvinde skal halvandet år i fængsel for besiddelse og salg af narkotika.

(Arkivfoto).
(Arkivfoto).
Foto: Mads Claus Ramussen / Ritzau-Scanpix

47 gram amfetamin og 3,64 gram hash. 

Det var hvad politiet fandt i en fryser, da de onsdag ransagede 20-årige Sidse Dybdal Jensens bopæl i Viborg.

Ransagningen foregik uden dramatik, men kvinden blev anholdt og taget med på stationen.

Her blev hun afhørt, og i den forbindelse har hun erkendt sig skyldig i besiddelse og videresalg af narkotika.

Samme tilståelse faldt, da hun torsdag middag blev fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Viborg.

Sagen endte derfor med en straksdom, forklarer anklagerfuldmægtig ved Midt- og Vestjyllands Politi Katrine Melgaard.

- Politiet havde ransaget adressen ud fra en mistanke om videresalg af stoffer. Hun erkender at have solgt, ikke mindre end 450 gram amfetamin, og kan derfor se frem til en fængselsdom på halvandet år, forklarer anklagerfuldmægtig Katrine Melgaard.

Sidse Dybdal Jensen skal nu sidde varetægtsfængslet frem til afsoning af hendes dom.

I forbindelse med afhøringen erkendte den dømte, at salget skete med henblik på at finansiere eget forbrug.