Viktoria kom til Aalestrup efter at være flygtet fra krig: Nu vender hun hjem igen

Knap tre måneder efter hun kom hertil med en nødhjælpsbus fra Ukraine, vurderer Viktoria Verbitskya nu, at det er sikkert nok at tage hjem igen.

2:24
I dag rejste den ukrainske flygtning Viktoria Verbitskaya og hendes tre børn hjem til Ukraine.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Tilbage først i marts ankom Viktoria Verbitskya sammen med 28 andre kvinder og børn til et nedlagt hotel i Aalestrup. Her var hun bragt til efter at være flygtet fra sit krigsramte hjemland, og på den måde blev hun en del af en fortælling om en krig i Europa, som pludselig også trak tråde til Midt- og Vestjylland.

Her tre måneder senere er der dog løbet meget vand under broen - både i Ukraine og i Aalestrup - og selvom der stadig ikke ligger nogen fredsaftale klar mellem Rusland og Ukraine, så er Viktoria Verbitskyas ophold i Aalestrup nu nået til vejs ende i denne omgang.

I dag ankom hendes mand Pavlo nemlig til Aalestrup, og her var han kommet for at hente Viktoria og deres fælles børn hjem.

- I dag har jeg blandede følelser, fordi der ikke er 100 procent fred i Ukraine. Men jeg er stadig nødt til at tage hjem, fordi jeg har virkelig savnet min mand, og eftersom vi har tre børn, så har jeg brug for noget hjælp, fortæller Viktoria Verbitskya.

Viktoria Verbitskya ses her sammen med sin mand Pavlo og deres tre fælles børn.
Viktoria Verbitskya ses her sammen med sin mand Pavlo og deres tre fælles børn.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

30-årige Viktoria Verbitskya er blot én ud af 9 ukrainere fra hotellet i Aalestrup, som nu har valgt at rejse hjem. Hun havde, før hun kom til Aalestrup, hjemme i byen Sarny, der ligger 300 kilometer nordvest for Kyiv, og det er der, hun nu vender tilbage til.

- Situationen er kritisk i det østlige Ukraine, men i vores region er situationen på nuværende tidspunkt sikker, fortæller Viktoria Verbitskya.

I alt har tre kvinder og seks børn forladt Aalestrup i dag.
I alt har tre kvinder og seks børn forladt Aalestrup i dag.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST


Svær start i Danmark

I dag ser Viktoria Verbitskya tilbage på en god tid i Danmark, også selvom hendes ophold kom lidt skævt fra start. Da hun ankom med nødhjælpsbus til den dansk/tyske grænse, blev hun og hendes børn taget af bussen, fordi hun havde et ældre pas og derfor skulle registreres på en anden måde end de andre.

Hun endte derfor i Sandholmlejren, men her ville de ifølge Viktoria Verbitskaya ikke tage hende og hendes børn, fordi de havde en adresse, de var på vej til. Hun opholdt sig i lejren i et døgn, indtil der kom en kvinde og kørte hende mod Aalestrup.

På trods af startvanskelighederne føler hun, at hun er blevet behandlet godt gennem sin tid i Danmark.

- Jeg er meget taknemmelig for alt, hvad danskerne har gjort for mig, og jeg vil virkelig gerne sige tak, for jeg troede aldrig, jeg ville blive mødt af den slags hjælp. Danmark kommer til at være i mit hjerte for evigt, fortæller Viktoria Verbitskaya.

Viktoria Verbitskya og hendes familie er her på vej ind i den bil, som skal føre dem tilbage til Ukraine.
Viktoria Verbitskya og hendes familie er her på vej ind i den bil, som skal føre dem tilbage til Ukraine.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST