Vestre Landsret stadfæster dom: Mourits Troldtoft får betinget fængselsstraf for ulvedrab

Landsretten fandt ikke grund til at skærpe straffen, men valgte i modsætning til byretten af fratage den dømte hans jagttegn.

Ulvesagen er ugen igennem blevet behandlet i Vestre Landsret i Viborg.
Ulvesagen er ugen igennem blevet behandlet i Vestre Landsret i Viborg.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Vestre Landsret idømmer 67-årige Mourits Troldtoft 40 dages betinget fængsel for at skyde ulven og stadfæster dermed byrettens dom. 

Desuden får han frakendt sit jagttegn i to år. 

Landsretten har, lige som byretten, vurderet, at der var tale om en ulv, og at Mourits Troldtoft med fortsæt valgte at skyde den på en mark nær Ulfborg sidste år. 

- Landsretten har ikke fundet, at der foreligger nogen situation, der kan betragtes som nødværge, og det betyder samlet set, at du er fundet skyldig i samme omfang som i byretten, lød det under domsafsigelsen. 

Sagen begyndte sidste år

Sagen begyndte den 16. april 2018, da landmand og jæger Mourits Troldtoft skød og dræbte ulven på sin mark.

0:23
Her kan du se den opsigtsvækkende video af ulvedrabet. Vi advarer om stærke billeder.

Drabet medførte en voldsom diskussion og har resulteret i flere trusler mod Troldtoft og hans familie og en retssag, der nåede at rulle i halvandet år.

For et år siden fik Mourits Troldtoft en dom på 40 dages betinget fængsel i byretten, men ankede sagen, der nu har kørt i Vestre Landsret.

Omdrejningspunkt for voldsom debat

Mourits Troldtoft har siden været omdrejningspunktet for en tiltagende og skærpet ulvedebat i Danmark.

- Jeg er overrasket over, at så mange er så voldsomt engageret. Og dele af det er jo blevet forfærdeligt meget sort/hvid, og det er jo næsten blevet en religion, sagde Mourits Troldtoft i et interview til TV 2 mandag aften.

For den 67-årige mand er det en stor overraskelse, at sagen har fået så stor opmærksomhed.

- Debatten er kørt fuldstændig af sporet, fordi det handler om at være for og imod ulven, og det er ikke det, det handler om, siger han.

Ulv eller hybrid?

Sagens helt store omdrejningspunkt har været, hvorvidt der var tale om en ulv eller en såkaldt hybrid, altså en blanding mellem en ulv og en hund.

Anklagemyndigheden har fået foretaget DNA-analyse fra et universitet i Tyskland, som viste, at der ikke var tale om en hybrid. 

- Efter anklagemyndighedens opfattelse er det undersøgt til bunds. Før sommerferien fik vi en supplerende undersøgelse, som indikerer, at det er en ulv, lød det fra Ulrik Panduro, specialanklager for Statsadvokaten, inden dommen faldt.