Museum er mere end klar: Åbner kl. 00.01

På Museum Jorn i Silkeborg ser de frem til genåbningen og har lavet en særlig corona-indretning.

Museum Jorn åbnede årets første fysiske maleri- og skulpturudstilling, lørdag den 6. marts 2021. Den var lavet, så publikum kunne se den gennem vinduerne.
Museum Jorn åbnede årets første fysiske maleri- og skulpturudstilling, lørdag den 6. marts 2021. Den var lavet, så publikum kunne se den gennem vinduerne.
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix

På Museum Jorn vil de ikke vente et minut længere end højest nødvendigt med at genåbne.

Derfor slår de dørene op onsdag klokken 00.01. Og det til en helt ny udstilling - MIRÓ & JORN.

- Vi ved, at rigtig mange brænder for at se udstillingen, så det vil vi gerne imødekomme. Vi vil gerne åbne så tidligt som muligt, for der er jo også historie over det her. Det er en exceptionel situation, hvor vi ikke har haft åbent i månedsvis samtidig med, at vi har en af vores største udstillingen stående, siger museumsdirektør Jacob Thage, der er spændt på hvor mange natteravne, der dukker op.

- Vi har reklameret for udstillingen i månedsvis, og mange er spændte på at se den. Vi ved dog ikke hvor mange, der kommer, men der har da været lidt interesse.

Museet har brugt nedlukningen på flere tiltag, der skal mindske risikoen for smittespredning.

Blandt andet er der opsat et stort telt, hvor der sælges og tjekkes billetter samt coronapas. Her er der også god plads til garderoben, så folk ikke skal stå tæt på hinanden.

- Vi har også ændret det indre på museet rent fysisk, så man kun kan gå i én retning igennem udstillingen uden at møde andre. Så vi har haft travlt med at lave nye døre med videre, og det har faktisk været et omfattende arbejde også i forhold til godkendelse af brandsikkerheden og lignende, siger Jacob Thage.

Derudover har museet oprettet tidsintervaller til gæsterne, som opfordres til at købe billet på forhånd.

Årets store udstilling på museet viser mødet mellem to giganter: den verdenskendte spanske kunstner Joan Miró og danske Asger Jorn.

Med over 60 værker af Joan Miró er udstillingen blandt de største med spanierens værker, der har været vist i Skandinavien. Flere af værkerne var oprindeligt en del af Mirós private samling, og har aldrig tidligere været udstillet offentligt, oplyser Museum Jorn.

Og museet i Silkeborg har faktisk været heldige med at få forlænget udstillingen, der oprindeligt stod til at udløbe i slutningen af maj.

- Da vi planlagde udstillingen, troede vi, at vi havde lagt corona bag os nu. De museer, private personer og institutioner, vi har lånt værker af, synes godt om det her, så vi har fået lov at forlænge udstillingen frem til slut august. Det er ret usædvanligt med så lang en forlængelse, siger Jacob Thage.