Kort inden konkurs: Forsøgte at få udbetalt 600.000 kr. fra kommunen

Regattaen prøvede at få Silkeborg Kommune til at betale de hjælpende foreninger, inden Regattaen gik konkurs otte dage senere.

Et stort fyrværkerishow var ét af indslagene til Silkeborgs byfest ved navn Regatta.
Et stort fyrværkerishow var ét af indslagene til Silkeborgs byfest ved navn Regatta.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

To dage efter Silkeborg Regatta havde skænket den sidste fadøl og affyret den sidste raket, forsøgte festivalleder Trine Valentin at få udbetalt 600.000 kroner fra kommunen til de foreninger, der hjalp til under de tre dages festligheder.

Otte dage senere, den 30. august, gik Silkeborg Regatta konkurs.

- Vi vil høre jer om muligheden for, at Silkeborg Kommune udbetaler pengene til de frivillige her i løbet af indeværende uge, skriver Trine Valentin i en mail til sin kontaktperson hos Silkeborg Kommune.

Det viser dokumenter fra en aktindsigt, TV2 ØSTJYLLAND har fået vedrørende Regattaen.

De 600.000 kroner er en del af den underskudsgaranti, vi tidligere har beskrevet. Her har kommunen forpligtet sig til at betale foreningerne og selve Regattaen, hvis det endte med et underskud.

Det krævede dog, at der var særlige omstændigheder eller dårligt vejr.

- Vi er i gang med at få styr på økonomien, men der kan gå lidt tid, inden vi har alt inde. Kan I derfor udbetale nu, og så kan vi regulere efterfølgende?, fortsætter Trine Valentin sin mail.

Hurtig afregning

Trine Valentins ambition om at få betalt foreningerne, flugter med den aftale, Silkeborg Kommune og Regattaen har skrevet under på.

Her står der, at der "med henblik på hurtig afregning med foreninger kan der, umiddelbart efter arrangements afvikling udbetales et aconto beløb op til 600.000 kroner (…) Acontobeløbet tilbagebetales helt eller delvis ved overskud."

Den 23. august, dagen efter Trine Valentins forespørgsel, er Silkeborg Kommune dog ikke klar til at udbetale pengene.

I en mail skriver de, at de har "drøftet henvendelsen" og er kommet frem til, at de har brug for "nærmere information om baggrunden for, at Regatta Silkeborg, trods et velbesøgt arrangement og godt vejr, har behov for udbetaling, inden regnskabet er gjort op."

Og her stopper kommunikationen så.

Silkeborg Kommune har sidenhen oplyst til TV2 ØSTJYLLAND, at de ikke har udbetalt pengene.

Lige nu afventer de en juridisk afklaring på, hvordan de er stillet i forhold til underskudsgarantien, da den ikke tog højde for en mulig konkurs.