Erik står til skattelettelse på 20.000 kr.: - Det er besynderligt

Da den nye ejendomsvurdering landede hos Erik Sørensen, var han til sin store forundring pludselig blevet landmand.

Erik Sørensen ejendom er på 3,2 hektar og er nu blevet klassificeret som en landejendom.
Erik Sørensen ejendom er på 3,2 hektar og er nu blevet klassificeret som en landejendom.
Foto: Kristian Jakobsen, TV2 Østjylland

Egentlig burde Erik Sørensen være kisteglad.

For da han modtog sin nye ejendomsvurdering, kunne han konstatere, at han står til en skattelettelse på 20.000 kroner om året.

Og han er da heller ikke decideret utilfreds, men noget forundret.

- Det, der undrer mig allermest, er, at jeg pludselig er landmand, siger han til TV2 Østjylland.

For mens medierne den seneste tid har været fyldt med historier om borgere, hvis ejendomme ifølge Vurderingsstyrelsen er gået fra landejendomme til ejerboliger med markant højere ejendomsskat til følge, er Erik Sørensens ejendom gået den modsatte vej.

- Det er besynderligt

Hans bolig, der ligger naturskønt i Søhøjlandet uden for Silkeborg, er nu at betragte som en landejendom ifølge Vurderingsstyrelsen, og derfor slipper han billigere i skat.

- Jeg vil da ikke klage over, at jeg skal betale mindre i ejendomsskat, men jeg synes bare, at det er besynderligt, for jeg kan se, at der ikke er lighed for loven, siger han.

I de østjyske kommuner er 2372 landejendomme blevet omkategoriseret til ejerboliger.

177 ejerboliger er ligesom Erik Sørensens gået den modsatte vej fra ejerboliger til landejendomme.

Vurderingsstyrelsen har endnu ikke meldt ud, hvad de nye grænser bliver for, hvornår en ejendom bliver kategoriseret som landejendom, men det har tidligere været fremme, at alle ejendomme mellem fem og 15 hektar skal igennem en konkret vurdering.

- Jeg synes, det er urimeligt

Socialdemokraternes medlem af Folketingets skatteudvalg, Malte Larsen, fastholder dog, at det nye system er en forbedring.

- Alle bliver behandlet mere retfærdigt, og folk, som tidligere måske har været kategoriseret forkert, kan få gevinsten ud af at blive omkategoriseret til landbrug, siger han.

Erik Sørensen har bare svært ved at se rimeligheden i de nye vurderinger, til trods for at han altså står til en økonomisk gevinst.

- Det kan godt være, at man siger, at man har et system og nogle kriterier, men de kriterier udmøntes jo på forskellig vis, så jeg synes, det er urimeligt, siger han.

TV2 Østjylland ville gerne have Vurderingsstyrelsens kommentar til kritikken, men ingen fra styrelsen har haft mulighed for at stille op til interview.