Borgmester om nye ejendomsvurderinger: - Det er dybt urimeligt, hvis det går igennem

I et brev til politikerne på Christiansborg har otte borgmestre fra Midt- og Vestjylland sendt et opråb om nye ejendomsvurderinger, der vil ramme skævt.

Borgmester Ib Lauritsen (V), håber brevet kan være med til at man revurder omkategoriseringerne.
Borgmester Ib Lauritsen (V), håber brevet kan være med til at man revurder omkategoriseringerne.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

I et brev fra Landdistrikternes Fællesråd, skrevet under af otte borgmestre fra landsdelen, vil de forsøge at sætte en stopper for de nye omkategoriseringer af landejendomme.

Det sker på baggrund af omkring 15.000 ejendomme, der har fået et brev om, at de skal skifte kategori fra landejendom til almindelig ejerbolig.

For mange vil den nye kategori få afgørende betydning for deres fremtid, fordi overgangen til ejerbolig kan medføre voldsomme stigninger i grundskylden.

Hvis ejendomsvurderingerne bliver omkategoriseret som regeringen på nuværende tidspunkt har planer om, rammer det skævt og slet ikke efter hensigten, ifølge borgmesteren i Ikast-Brande kommune.

- Det kan simpelthen ikke være det her, der er meningen. Derfor er det et opråb, så man bliver opmærksomme på, at det kommer til at ramme ganske almindelige mennesker, der har drømt om at komme ud på nedlagt landbrug, uden man skal betragte det som parcelhus i byen. Det er dybt urimeligt, hvis det går igennem, siger Ib Lauritsen (V).

Brevet er sendt til skatteminister Jeppe Bruus (S), landdistriktsminister Louise Schack Elholm (V), Skatteudvalget og Udvalget for Landdistrikter og Øer, og er skrevet under af 31 borgmestre fra hele landet.

Omkategoriseringer rammer borgere og naturen

Den 11. april begyndte Vurderingsstyrelsen at omkategorisere landejendomme på mellem fem og 15 hektar.

De vilde stigninger i grundskylden ville betyde, at flere borgere med ejendomme op til 15 hektar kan se sig nødsaget til at sælge jord fra til større landbrugsbedrifter. 

- Folk vil begynde at agere, hvis ejendomsskatterne bliver sådan og skynde sig at sælge det, hvis det for eksempel stiger til det tidobbelte. Mange vil sælge til landbrug, og jeg formoder at køberen af jorden vil være en landmand, der vil dyrke landbrug, siger Ikast-Brandes borgmester.

Hermed vil områder blive opdelt i landområder til store landbrug og så såkaldte ”parcelhuse” på landet med meget lidt jord, da kun få private har råd til at eje så højt beskattet jord.

Det fremgår i det brev, der er sendt til politikerne på Christiansborg.

Det kan derfor samtidig betyde, at naturen får mindre plads til at gro vildt, da mere jord vil overgå fra natur til landbrug, hvis områderne bliver solgt.

Den nye ejendomsvurderingslov blev vedtaget i 2017, men det er først nu, justeringen af den måde ejendomme bliver kategoriseret på bliver ændret.

Borgmesteren i Ikast-Brande regner med at det brev, kan være med til at ejendomsvurderingerne vil blive kigget på igen.

- Det ikke noget vi håber. Det er noget, vi er ret sikre på, at der er nogen, der vil vurdere igen, siger han.