Hvalrossen fra Hvide Sande og Thorsminde på besøg i Hirtshals

Den sjældne gæst har fået et nyt navn på sin færd op ad Vestkysten.

Hvalrossen Freja blev mandag opdaget ved jollehavnen i Hirtshals.
Hvalrossen Freja blev mandag opdaget ved jollehavnen i Hirtshals.
Foto: Per Frank Paulsen, TV 2 Nord

I januar blev den set i Hvide Sande, i februar kom den til Thorsminde, og nu besøger den sjældne gæst jollehavnen i Hirtshals.

For en hvalros havde valgt at besøge havnebyen, og det er absolut ikke hver dag, at sådan et dyr er på vores breddegrader.

Anika Toth, der er biolog på Nordsøen Oceanarium, var da også begejstret over besøget.

- Der er tale om hvalrossen Freja, som de seneste uger også er set ved Hvide Sande og Thorsminde, siger Anika Toth.

Hvalrossen er de seneste uger også set i Hvide Sande og Thorsminde.
Hvalrossen er de seneste uger også set i Hvide Sande og Thorsminde.
Foto: Per Frank Paulsen, TV 2 Nord

Langt hjemmefra

Hun forklarer, at Freja har et specielt mærke på den ene luffe, så derfor en hun nem at kende.

Freja var sidste år så langt sydpå som i Holland, og det er temmelig langt hjemmefra.

- Hvalrosser hører til langt nordpå i kolde vande som ved Grønland og Svalbard, siger Anika Toth.

Hun fortæller, at Freja er en ung hvalros - sandsynligvis fem-seks år gammel, da hun har små tænder - og at netop de unge hvalrosser godt kan finde på at stikke på eventyr langt hjemmefra.

Og bestanden af hvalrosser er for tiden stor, så det kan også have været medvirkende til, at Freja er taget på langfart.

- Men Freja spiser og er i god stand, og hun har ligget på stenene ved jollehavnen i Hirtshals og hygget sig hele dagen, siger Anika Toth.

Gå ikke for tæt på

Hvalrossen har tiltrukket mange nysgerrige, som gerne vil have et billede af den sjældne gæst.

Men Anika Toth fortæller, at nogle af gæsterne går alt for tæt på hvalrossen.

- Man kan sagtens se den fra molen, men der er nogle, der kravler helt ud på stenene, hvor hvalrossen ligger, og det er alt, alt for tæt på, siger Anika Toth.

Hun fortæller, at man skal holde mindst 50 til 100 meters afstand til hvalrossen, så den ikke bliver forstyrret.

Anika Toth har ikke noget bud på, om Freja har tænkt sig at blive i Hirtshals i flere dage.

- Det er svært at sige, men det kan også være, at hun er væk i morgen tirsdag, siger Anika Toth.