TTH-spiller er mulig erstatning til VM: - Jeg skal nok være klar

Magnus Bramming er beredt, hvis Emil Jakobsen bliver ved at teste positiv under håndbold-VM.

Magnus Bramming holder sig klar til en mulig VM-debut.
Magnus Bramming holder sig klar til en mulig VM-debut.
Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Håndboldskoene har fast plads i en rejsetaske, og lyden er konstant slået til på Magnus Brammings telefon.

Visum og coronatest er også klaret, så TTH-fløjen er helt klar til at rejse til Egypten, hvis Emil Jakobsens fortsætter med at teste positiv for coronavirus, og landstræner Nikolaj Jakobsen skulle finde på at ringe igen.

- Jeg håber ikke, det er slemt med Emil. Han har spillet en fremragende sæson i GOG og står foran sin slutrundedebut, men hvis der er bud efter mig, så skal jeg nok være klar og give den fuld power, siger Magnus Bramming til TV 2 SPORT.

Vil du være tryg ved at tage til Egypten?

- Ja, det vil jeg. Det har jeg ikke noget imod. Det er en kæmpestor oplevelse at kunne spille en VM-slutrunde for Danmark, så det er selvfølgelig noget, jeg rigtig gerne vil.

Emil Jakobsen testede positiv fredag inden Danmarks premierekamp mod Bahrain. Endnu en positiv test har sendt GOG-fløjen ud af VM-boblen, som reglerne i Egypten foreskriver.

Skal aflevere to negative tests

I første omgang er Bramming blevet bedt om at holde sig klar – både sportsligt og i forhold til visum og coronaprøver. Meget mere ved hverken Bramming eller landstræneren på nuværende tidspunkt.

- Det kommer an på Emils test. Der er i hvert fald råd til at vente på, at Emil kan støde til turneringen i mellemrunden, siger Nikolaj Jacobsen.

Emil Jakobsen får lov til at spille igen, når han har afleveret to negative prøver med mindst 48 timers mellemrum.

Magnus Bramming træner i øjeblikket med TTH Holstebro, hvilket hele tiden har været planen for VM-reserven.

Bramming er er noteret for 13 landskampe – senest ved EM i 2020.