Slettede sms'er kan ikke genskabes: Forsvarsminister afviser at spørge Apple

Troels Lund Poulsen er "ked af", at det ikke har været muligt for efterretningstjenesterne at gendanne de slettede sms'er fra minksagen.

20230619-221516-L-4608x3072ma
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Det er ikke muligt for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), at gendanne statsminister Mette Frederiksens (S) slettede sms'er fra under Mink-skandalen.

Det fortæller fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V) på et pressemøde mandag aften.

- Selv hvis der fandtes data, kunne centeret (Center for Cybersikkerhed, red.) ikke genskabe den, siger han.

Det er ministeren "ked af", siger han.

Beskeden bringer forundring og stor skuffelse for en række partier, der inden mødet er blevet orienteret.

En spinkel mulighed

Peter Skaarup nævner teknologigiganten Apple, som en mulig vej til at få genskabt sms'erne fra blandt andre statsministerens iPhone.

- Jeg tror egentlig også, statsministeren har en interesse i at få afklaret en gang for alle, om de her sms'er kan komme frem, siger han.

Mette Abildgaard fra de konservative fortæller, at partierne under aftenens briefing er blevet fortalt, at sms'erne er tabte, og hun har ikke stor forventning til, at regeringen vil afsøge den sidste mulighed.

- Det mest oplagte spor at forfølge er det med Apple. Men jeg har ingen forventninger om, at regeringen kommer til at gøre ret meget på eget initiativ, siger hun.

Peter Skaarup ser imidlertid ingen grund til, at regeringspartiet Venstre ikke skulle ønske at afsøge muligheden hos Apple.

- Hvis de ikke vil genskabe sms'erne nu, er det pinligt og en katastrofe, siger han.

Troels Lund Poulsen giver udtryk for, at muligheden for at få Apples hjælp til at genskabe sms'erne, nok er vanskelig.

- Jeg må sige, at jeg ved ikke lige, hvordan og hvorledes at man kontakter Apple, siger Troels Lund Poulsen.

Skiftende meldinger

Sagen udsprang under coronaepidemien i Danmark, hvor den daværende socialdemokratiske regering besluttede, at slå den danske minkbestand ned på grund af risiko for smitte.

Det viste sig at være beslutning, som var i strid med loven.

Den efterfølgende såkaldte mink-kommission, der efterfølgende skulle undersøge forløbet omkring beslutningen, bad om at få udleveret alle sms'er om sagen. Det gjaldt sms'er fra statsministeren og fire andre personer, der var centrale i beslutningen.

Men det var ikke muligt at udlevere dem, da de var blevet slettet, og efterfølgende lød det, at FE ikke kunne gendanne dem.

13. juni kunne B.T. imidlertid afsløre, at der var noget, FE kunne have gjort for at gendanne sms'erne.

I notater sendt fra FE til Forsvarsministeriet står der, at FE ikke blev anmodet om at undersøge, om efterretningstjenesten kunne finde beskederne i data fra tjenestens overvågning af det statslige wifi-netfærk.

FE havde ikke lovhjemmel til at forsøge, men den oplysning blev ved flere lejligheder udeladt.

Og tirsdag aften kom det så frem, at det fortsat er umuligt at genskabe sms'erne.