Skjern-anfører griner af flere koks uden for banen i debutkamp

Der er meget at holde styr på for Dansk Håndbold Forbund, og så kan tingene smutte i ny og næ. Det fik Emil Bergholt at føle i sin debut.

Til trods for den haltende praktik omkring landsholdsdebuten var smilet stort hos Skjern-spilleren.
Til trods for den haltende praktik omkring landsholdsdebuten var smilet stort hos Skjern-spilleren.
Foto: TV2 Sport

At få en landskamp i de rød-hvide farver er noget af det største, man kan opnå som dansk landsholdsspiller.

Emil Bergholt var også ærlig, da han erkendte, at nerverne sad uden på tøjet inden den første landskamp mod Tyskland.

Noget kunne dog tyde på, at enkelte ansvarlige personer i Dansk Håndbold Forbund tilsyneladende også har haft nerver på omkring Skjern-spillerens landsholdsdebut.

- Det startede jo godt. Først ser jeg, mit navn er stavet forkert.

I det første opgør mod Tyskland måtte Emil Bergholt spille i en trøje, hvor et d havde sneget sig ind på ryggen, så hans navn var stavet forkert.
I det første opgør mod Tyskland måtte Emil Bergholt spille i en trøje, hvor et d havde sneget sig ind på ryggen, så hans navn var stavet forkert.
Foto: TV2 Sport
Højre hånd bruges til highfives til holdkammeraterne, mens venstre hånd bruges til at holde i hånden... Dog ikke for Emil Bergholt, der her også blev glemt.
Højre hånd bruges til highfives til holdkammeraterne, mens venstre hånd bruges til at holde i hånden... Dog ikke for Emil Bergholt, der her også blev glemt.
Foto: TV2 Sport

- Så har jeg ikke nogen at gå ind med som den eneste, og så får vi en vimpel, vi skal aflevere, hvor der ikke er nogen til at tage imod den.

- Så er vi i gang, ikke, lød det fra en smilende Emil Bergholt.

Lob må gøre Mister Lob glad

Spilletid og mål blev det også til for Emil Bergholt i løbet af de to landskampe.

I andet opgør manglede skarpheden langt hen ad vejen, men på et tidspunkt disker stregspilleren op med et flot lob.

Scoringen fik TV 2 SPORTs håndboldekspert Claus Møller Jakobsen, der har en fortid som spiller i Skjern, til at trække på smilebåndet.

- Den der, den bliver farmand glad for at se. Henrik, som jeg spillede med, han var jo 'Mister Lob', lød det fra Claus Møller Jakobsen, der fik følgende svar ud af Bergholt Jr:

- Der blev gravet dybt for at finde den frem i dag.

Gav prøve på defensive evner

Alt var dog ikke spas og løjer.

Emil Bergholt fik nemlig vist sig godt frem, hvor det særligt var hans indsats i den danske defensiv, der kastede ros af sig.

- Specielt defensivt er jeg imponeret over, hvordan han kommer ind og danner et flot par med Hald derinde. Det danske forsvarsspil, vi har set over to kampe, har været højt niveau, sagde Claus Møller Jakobsen, mens Bent Nyegaard havde følgende at sige i sin karakterbog:

- Bergholt giver et signal om, at han er kommet for at blive. Jeg siger ikke, at han slår Saugstrup af, men han har givet et klart signal om, at han er på landsholdsniveau. Han dækkede virkelig op med stor kvalitet.

Hovedpersonen var også selv tilfreds med det, han fik vist i den ende af banen.

- Jeg ved ikke, om jeg er overrasket, men jeg havde et stort tvivlsspørgsmål i forhold til, hvor godt falder jeg ind, og hvor hurtigt kan jeg finde samarbejdet med den, der står ved siden af.

- Det gik fint, og så kommer jeg i situationer i dag, hvor jeg kan udnytte mine mand-mandkompetencer.

Hvem ved, måske personen i Dansk Håndbold Forbund forsøgte at sige 'd for defensiv', som for alvor var det, Bergholt excellerede i.