Pressede regioner får økonomisk håndsrækning

Overlæger opfordrer sundhedsministeren til at prioritere i deres opgaver, men han henviser i stedet til sygehusledelserne.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) forudser, at presset på sundhedssektoren bliver endnu større de kommende måneder og opfordrer danskerne til at lade sig vaccinere mod influenza.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) forudser, at presset på sundhedssektoren bliver endnu større de kommende måneder og opfordrer danskerne til at lade sig vaccinere mod influenza.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det voldsomme pres på sygehusene må ikke gå ud over patienternes garanti for behandling.

Det fastslår sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- I Danmark har vi fortsat vores behandlingsgaranti, og det, synes jeg, er en vigtig hjørnesten, så den holder vi fast i, siger han.

Pengene kommer

TV 2 og andre medier har den seneste tid beskrevet, hvordan et sammenfald af udskudte operationer fra prioriteringen af covid 19-pandemien, sygeplejerskekonflikten i sommer og nu en hård efterårssæson med flere infektionssygdomme har lagt landets hospitaler og sygehuse ned.

Eksempelvis har der i Region Sjælland været 3100 flere patienter i sommermånederne i år sammenlignet med samme periode i 2019 – altså før coronapandemien ramte Danmark.

På et møde med Danske Regioner fredag understregede Magnus Heunicke, at regeringen har tænkt sig at leve op til den økonomiske aftale, parterne indgik tidligere på året, og derfor er klar til at tilføre sundhedsvæsnet de penge, der er behov for at få reduceret puklerne af udskudte operationer.

Overlæger efterlyser prioritering

Løsningen på sundhedsvæsnets udfordringer handler dog ikke nødvendigvis om økonomien, men derimod om at der slet og ret ikke er personale til at løse de mange opgaver, som har hobet sig op.

I programmet Go’ Morgen Danmark på TV 2 kunne to overlæger fra henholdsvis Odense Universitetshospital og Hvidovre Hospital torsdag fortælle, hvordan de hver dag kæmper med at få afsat de ekstravagter, som de mange patienter kræver.

- Vi kan ikke rigtig se, hvornår det stopper, og hvordan det kan hænge sammen med de personaleressourcer og sengepladser, vi har nu, lød det blandt andet fra overlæge på børneafdelingen i Hvidovre, Helle Christiansen.

Derfor opfordrer hun og andre overlæger sundhedsminister Magnus Heunicke til at prioritere i lægernes opgave.

Sygehusledelsernes ansvar

Det ønsker han imidlertid ikke. Han henviser i stedet til Regionerne og sygehusledelserne:

- Sygehusene har til opgave at prioritere de menneskelige ressourcer hen på de afdelinger, hvor der er mest behov. Det sker allerede i dag med børneafdelingerne og akutafdelingerne, og vi kan se, at der måske i efteråret bliver behov for også at prioritere dem andre steder hen, siger Magnus Heunicke.

Men ville det ikke gøre det lettere for sygehusledelserne, hvis I fra Christiansborg suspenderer behandlingsgarantien i en periode?

- Selve vagtplanlægningen, og hvordan man får det til at gå op, er vi nødt til at overlade til ledelserne på sygehusene. Jeg ved, det er hårdt arbejde at få det til at gå op – især nu. Det, vi kan gøre fra regeringens side, er at sikre, at der er økonomi nok, og det har vi gjort.

Operation må udskydes

Ender det alligevel ikke med, at behandlingsgarantien bliver sat ud af kraft, når der er så lange ventelister på operationer?

- Det er i hvert fald vores ambition, at det ikke skal ske, siger ministeren.

Men det sker vel reelt nu?

- Nej, det gør det ikke. Vi kan se, at det nogen steder er nødvendigt at udsætte nogle operationer, hvor man vurderer, at det kan lade sig gøre.

- Som patient har man så samtidig ret til, hvis man ikke inden for en tidshorisont kan få en operation, at gå videre, hvis der er andre steder at få operationen. Det er en vigtig rettighed i vores sygehusvæsen. Vi var nødt til at suspendere den under coronaepidemien, men der er vi ikke nu, siger Magnus Heunicke.

Opfordrer til influenzavaccine

Under interviewet med TV 2 understreger han flere gange, hvad sundhedseksperter før ham også har sagt, nemlig, at den nuværende situation kun er en forsmag på, hvad der venter senere på året, når influenzasæsonen for alvor ventes at få tag i befolkningen.

Det store spørgsmål er derfor, hvad sundhedsministeren, som den øverste ansvarlige på området, har tænkt sig at gøre for, at sundhedsvæsnet ikke braser sammen til december.

- Eksperter i hele verden siger, at vi har stort set ikke haft influenza i to år, derfor vil det ramme os hårdt i efteråret. Af den grund har vi købt ekstraordinært mange vacciner ind, og min appel til alle er at tage imod vaccinen. Hvis man er over 65 år eller har børn, er den gratis, lyder det fra Magnus Heunicke.