Påskevejret kan skabe potentiel "krudttønde" over Danmark

De kraftige tordenbyger giver risiko for skybrud.

Billedet er et arkivfoto fra 2020 sendt ind af Martin Kring.
Billedet er et arkivfoto fra 2020 sendt ind af Martin Kring.
Foto: Martin Kring / Seerfoto

Påsken står for døren med alle de traditioner, der nu en gang følger med denne højtid.

Selvom æggejagten i lange perioder kan foregå i tørvejr og solskin, så bliver det overordnede billede dog en noget ustadig påske. Det fortæller meteorolog på TV 2 Vejret, Lone Seir.

- Påskevejret ser meget ustadigt ud. Lavtryk og fronter bevæger sig som på en motorvej fra Sydvesteuropa mod Danmark, forklarer meteorologen.

Da Danmark samtidig ligger på grænsen til sommervarm luft, giver det i løbet af påskedagene risiko for kraftige tordenbyger.

Femdøgnsprognosen fra 29. marts til 2. april. Foto: TV 2 Vejret
Femdøgnsprognosen fra 29. marts til 2. april. Foto: TV 2 Vejret
Foto: TV 2 VEJRET

Varme presser sig på med potente byger

Særligt spændende ser vejret ud i påskeweekenden, hvor sommervarm luft kommer særdeles tæt på Danmark.

Mens vi herhjemme kan se frem til op omkring 15 graders varme, kan man i Tyskland og Polen se frem til over 20 graders varme.

På samme tid står den stadig på vinterlige temperaturer i dele af det sydlige Sverige. Lige netop denne temperaturkontrast kan få stor betydning for påskens vejr.

- I Sydsverige er der let nattefrost, og i Nordtyskland kan man nå over 20 grader. Den store temperaturkontrast skaber en potentiel krudttønde over Danmark, fortæller Lone Seir.

Store temperaturforskelle omkring Danmark giver ustadigt vejr. Foto: TV 2 Vejret
Store temperaturforskelle omkring Danmark giver ustadigt vejr. Foto: TV 2 Vejret
Foto: TV 2 VEJRET

I skrivende stund spår prognoserne, at vi natten til påskedag kan få kraftige byger – formentlig med torden.

Ifølge Lone Seir kan det ikke udelukkes, at tordenbygerne kan give skybrud lokalt i løbet af søndagen.

Prognose påskedag. Risiko for kraftige tordenbyger. Foto: TV 2 Vejret
Prognose påskedag. Risiko for kraftige tordenbyger. Foto: TV 2 Vejret
Foto: TV 2 VEJRET

Flere lavtryk i vente

Efter en påskedag med potente byger venter et nyt lavtryk 2. påskedag, der især over de sydlige og østlige landsdele kan give en del regn.

Samlet set kan der resten af påskeferien lokalt i Jylland og på Fyn falde op mellem 20 og 30 millimeter regn. Til sammenligning er der faldet 26,7 millimeter nedbør i marts indtil videre.

Akkumuleret regn til og med 2. påskedag. Foto: TV 2 Vejret
Akkumuleret regn til og med 2. påskedag. Foto: TV 2 Vejret
Foto: TV 2 VEJRET

På den anden side af påsken tyder meget på, at vi fortsat ligger på en motorvej med det ene lavtryk efter det andet og dermed ustadigt forårsvejr.