Officielt: Markussen skifter til europæisk storklub

Til sommer spiller Nikolaj Markussen i den ungarske storklub Vezprem og forlader dermed Bjerringbro-Silkeborg efter fem år i klubben.

Nikolaj Markussen er fortid i den danske liga til sommer.
Nikolaj Markussen er fortid i den danske liga til sommer.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Som TV 2 SPORT tidligere har erfaret, skal den 211 centimeter høje Berringbro-Silkeborg-bagspiller Nikolaj Markussen til næste sæson spille for ungarske Vezprem.

Det bekræfter storklubben fredag på sin hjemmeside. De har givet danskeren en toårig kontrakt.

Om Markussens lange stænger får glæde af mere benplads i flyet sydpå, melder historien ikke noget om. Businessclass eller ej er den danske bagspiller meget tilfreds med skiftet.

- Det er en af de største klubber i Europa, og det er en klub som i mange år har villet vinde Champions League og har været tæt på det et par gange, og det vil jeg selvfølgelig gerne være en del af, siger han til TV 2 SPORT.

31-årige Markussen tager dermed til sommer hul på sit andet udlandseventyr, efter han i perioden 2011 til 2014 både var i Atletico Madrid samt El Jaish SC fra Qatar. Nu skal han igen finde passet frem, og denne gang er destinationen en af verdens største håndboldadresser.

- Jeg har stadigvæk været meget, meget glad for at være i Bjerringbro-Silkeborg, men har hele tiden sagt, at hvis noget skulle få mig væk, skulle det også være af denne kaliber. Så det er selvfølgelig rigtig spændende.

Håber på landsholdscomeback

I 2019 blev Markussen verdensmester på hjemmebane i Danmark, men til EM året efter var han ikke en del af landstræner Nikolaj Jacobsens udvalgte.

Med skiftet håber Markussen på, at det kan ændre sig på sigt.

- Det er et håb, at hvis jeg leverer godt i Europa på et af de største hold, at jeg kommer lidt mere i fokus, siger Markussen.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard tror også, at Markussen kan spille sig tættere på landsholdet med skiftet til den store klub.

- Det kan godt være, at det for Markussens personlige og mentale udvikling kan være godt at komme ind i et lidt mere hårdt miljø. Hvis han viser sig at bestå testen i det meget, meget barske miljø, kan det give ham et løft og en plads tilbage på landsholdet, lyder det fra Nyegaard.

Markussen har scoret 141 mål i 67 A-landskampe for Danmark.