Ny uge byder på sol og nattefrost – og måske masser af sne

Vinterligt vejr i vente med en kold weekend, der kan slutte smukt i hvidt.

Det bliver koldt den kommende uge, men om der kommer sne afhænger af, hvilke af meteorologernes prognoser der får ret.
Det bliver koldt den kommende uge, men om der kommer sne afhænger af, hvilke af meteorologernes prognoser der får ret.
Foto: Henning Bagger / Rtizau Scanpix

Der er to scenarier for vejret i uge 4, men det er ret sikkert, at der bliver brug for både hue, handsker og muligvis også lange underbukser sidst på ugen.

I det mest sandsynlige scenarie lige nu kan der komme sne i løbet af fredagen over de sydlige egne, mens det næstmest sandsynlige scenarie taler om regn, slud og sne og en del blæst. Der er mulighed for mere sne, end vi hidtil har set denne vinter.

- Det kan gå begge veje, men lige nu hælder prognoserne mest til det første scenarie, men der er næsten en uge endnu, så meget kan nå at skifte, forklarer meteorolog ved TV 2 VEJRET Andreas Nyholm.

Han understreger, at der er et vist forbehold, når vi kigger på vejret så langt frem. Det hele bliver afgjort af, om snevejret kommer til at gå hen over Danmark, eller om det ender med at gå udenom.

Ugen starter med mulighed for en lille smule snefald natten til mandag og mandag morgen. Dog ikke i mængder, hvor man vil finde kælken frem.

Hvis det ender med scenarie B, kommer snevejret til at gå lige hen over Danmark. Ellers går det syd om.
Hvis det ender med scenarie B, kommer snevejret til at gå lige hen over Danmark. Ellers går det syd om.
Foto: TV2 Vejret

Dernæst kommer der klart vejr med masser af sol. Klart vejr er på denne årstid normalt også lig med koldt vejr, da skyerne ikke er der til at holde på varmen.

Tirsdag, onsdag og torsdag står dermed til at blive flotte og klare, men kolde dage, hvor temperaturen vil komme ned på fire til fem graders frost om natten. Torsdag måske endda et par grader koldere. Dagtemperaturen vil ligge omkring og lidt over frysepunktet.

Næste søndag vil der efter alt at dømme under alle omstændigheder gå iskold luft hen over landet.
Næste søndag vil der efter alt at dømme under alle omstændigheder gå iskold luft hen over landet.
Foto: TV2 Vejret

- Den store joker er fredag og ind i weekenden. Der er uenighed i prognoserne, men de er enige om, at det bliver koldt, siger Andreas Nyholm.

I weekenden kan nattetemperaturen komme helt ned i tocifrede frostgrader. Måske minus 10 til 15 grader nogle steder. Og hvis der så falder sne, er det ikke noget, der tør lige med det samme.

Sådan kan temperaturerne komme til at ligge for den kommende uge. Hvordan, weekenden ender, er fortsat lidt uvist.
Sådan kan temperaturerne komme til at ligge for den kommende uge. Hvordan, weekenden ender, er fortsat lidt uvist.
Foto: TV2 Vejret