Efter fundet af hans mennesketomme kutter, skrev hans ven et brev til ministeren om kampen mod ulovligt fiskeri

Muslingefiskerne har bidraget til iltsvind Limfjorden, siger forskere. En af dem, som prøvede at redde fjorden, måtte betale en dyr pris for sin kamp.

reinhardt_schmidt.jpg

Fiskeren Reinhardt Schmidt er død. Limfjorden, som han fiskede i, er næsten død.

De to tragiske historier hænger sammen, hvis man spørger nogle af de fiskere, som Reinhardt Schmidt arbejdede sammen med.

Om morgenen 29. maj sidste år fandt turister 66-årige Reinhardt Schmidts fiskekutter grundstødt og mennesketom på Græm Strand. Reinhardt var faldet overbord under en fisketur i Vesterhavet.

Fiskekutter
Foto: Suzi Elena Apelgren

Efter ulykken skrev en af Reinhardt Schmidts venner et brev, hvor han forklarede, hvad der var gået forud for dødsfaldet.

Brevet var til fiskeriminister Jacob Jensen (V).

Fordrevet fra Limfjorden

Afsenderen på brevet var fiskeren Allan Bach:

- Hej Jacob Jensen, ved ikke om du har hørt det, men vi har mistet Reinhardt Schmidt, stod der.

Allan Bach beskrev, at Reinhardt Schmidt var taget ud at fiske i Nordsøen, selvom vejret var på grænsen af det, som var forsvarligt for Reinhardt Schmidt i hans lille kutter:

- Men økonomien var desværre ikke til at tage hensyn til vejret. Reinhardt var (...) blevet fordrevet fra Limfjorden, hvor han havde modtaget både dødstrusler og var blevet forsøgt nedsejlet af muslingefiskere, skrev Allan Bach, som er på billedet herunder:

Allan Bach er fisker i Limfjorden. Han var venner med Reinhardt Schmidt.
Allan Bach er fisker i Limfjorden. Han var venner med Reinhardt Schmidt.
Foto: Privatfoto

Allan Bach kendte Reinhardt Schmidt, fordi de begge var i foreningen for de mindre fiskere i Limfjorden. I brevet forklarede han, hvordan at arbejdet i foreningen havde ført til Reinhardt Schmidts udstødelse fra fjorden:

- Reinhardt havde valgt at stå frem for at kæmpe kampen mod alle de ulovligheder, som sker i forbindelse med den herskende muslingeindustri i Limfjorden, stod der i brevet, som slutter med en opfordring:

- Jeg synes, at man skylder Reinhardts familie en forklaring på, hvordan det kan være, at der ikke var nogen, der reagerede – fra departementet (Fiskeriministeriet, red.) og Fiskeristyrelsen – på alle de åbenlyse afsløringer, der har været omkring muslingefiskeriet, skriver Allan Bach.

Muslinge-land

Muslinger har en særlig rolle i flere af byerne ved Limfjorden.

Løgstørs officielle hjemmeside er muslingebyen.dk, og byen har blandt andet Muslingefestivalen, hvor det lokale kogelaug damper et ton muslinger.

Muslingefestival i Løgstør.
Muslingefestival i Løgstør.
Foto: Ole Jakobsen, TV 2

Cirka to timers sejlads vestpå ligger Nykøbing Mors, som kalder sig Danmarks Skaldyrshovedstad og afholder den årlige skaldyrsfestival.

Da Glyngøres bysbarn Jonas Vingegaard vandt Tour de France, donerede han en af sine gule trøjer til Glyngøres store muslingefisker, så den kunne hænge til skue i muslingefiskerens østersbar.

Jonas Vingegaard har også ladet sig portrættere foran den samme muslingefiskers skib – Helle på kajen i Glyngøre.

Men mange af muslingerne er i årevis blevet fanget med ulovligt store motorer, som TV 2 kan fortælle søndag.

Fiskerne har brudt de regler, man har indført for at beskytte miljøet.

Limfjordens økosystem er flere steder brudt ned på grund, fortæller professor Stiig Markager. Han mener, at muslingefiskeriet har bidraget til det. Billedet her stammer fra undervandsoptagelser på over 60 timer fra Limfjorden. Fotograferne så kun 2 fisk.
Limfjordens økosystem er flere steder brudt ned på grund, fortæller professor Stiig Markager. Han mener, at muslingefiskeriet har bidraget til det. Billedet her stammer fra undervandsoptagelser på over 60 timer fra Limfjorden. Fotograferne så kun 2 fisk.

Sådan her ser det ud, når der bliver fisket efter muslinger i Limfjorden.

Muslinge fiskeri i Limfjorden
Foto: Johnni Isaksen / TV 2


- Det her er helt klart med til at slå fjorden ihjel, fordi det bringer alle næringsstofferne op fra bunden, og næringsstofferne er med til at danne iltsvind, fortæller professor i havmiljø ved Aarhus Universitet Stiig Markager til TV 2.

Det var netop den form for fiskeri med tunge muslingeskrabere, som Reinhardt Schmidt forsøgte at stoppe.

Det medførte fjender og dødstrusler i Limfjorden, fortæller hans venner i dag.

Advarsler siden 1997

Første gang, at Reinhardt Schmidt gjorde myndighederne opmærksom på ulovligt store motorer i fiskeriet, var i 1997. Det skete gennem foreningen Levende Hav, hvor han var aktiv i en arbejdsgruppe for naturskånsomt fiskeri.

Kurt Svennevig Christensen stiftede foreningen og var venner med Reinhardt Schmidt indtil hans død:

- Modsat de fleste andre fiskere så levede Reinhardt for at fiske og ikke omvendt. Han havde en stor kærlighed til naturen og viste mig ofte billeder fra sine fisketure, fortæller Kurt Svennevig Christensen.

I årene derefter sendte Levende Hav i hvert fald fem forskellige henvendelser til Fiskeriministeriet om åbenlyse ulovligt store motorer i fiskeriet.

Henvendelserne blev mødt af undvigende svar fra forskellige fiskeriministre, fortæller Kurt Svennevig Christensen

- Vi blev indignerede over al det svindel og bedrag, som de store fiskere kunne slippe afsted med, fortæller Kurt Svennevig Christensen.

Billedet her er fra et tv-indslag med Reinhardt Schmidt i 2004:

Reinhardt Schmidt på sin fiskekutter i 2004.
Reinhardt Schmidt på sin fiskekutter i 2004.
Foto: TV 2

Fiskerne var dog ikke de eneste, som oplevede ulovlighederne.

I en universitetsrapport fra RUC fra 2010 fortalte daværende vicefiskeriinspektør, Claus Wille, at ”inspektørerne kan se problemet under inspektioner, når fiskerne har redskaber liggende, som deres fartøjer ikke burde kunne bruge”.

Selvom at Claus Wille var ansat af Fiskeristyrelsen, som netop skulle gribe ind over for ulovligt fiskeri, så skete det ikke. Wille er i dag kontorchef i Fiskeristyrelsen og har ingen kommentarer.

Der var også andre indikationer på ulovlighederne. For eksempel både der var registreret med en motorkraft inden for reglerne. Men når båden blev sat til salg, havde den pludselig en motorkraft, der var langt højere.

Det skete eksempelvis, da den tidligere formand for muslingefiskernes forening satte sin båd til salg i 2015. Her fremgår det af annoncen, at skibet har en motor på 365 hestekræfter.

Begrænsningen i Limfjorden er 175 hestekræfter.

Salgsannonce for et muslingeskib med en motorkraft der er langt større end det tilladte i Limfjorden.
Salgsannonce for et muslingeskib med en motorkraft der er langt større end det tilladte i Limfjorden.
Foto: TV 2

Reinhardt Schmidt gav dog ikke op, selvom at myndighederne ikke reagerede på advarslerne.

Da han i 2016 blev næstformand for Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri, prøvede han igen flere gange at få myndighederne til at skride ind over for de ulovlige motorer.

Han bragte emnet op til kaffemøder med fiskeriordførere, husker Ib Poulsen, der var ordfører for Dansk Folkeparti fra 2015 til 2019.

Ib Poulsen, som er på billedet herunder, gik også videre til departementet med bekymringen om ulovlige motorer, men det kom der ifølge Ib Poulsen ikke noget ud af.

Ib Poulsen håber, at han igen kan blive valgt til folketinget.
Ib Poulsen håber, at han igen kan blive valgt til folketinget.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Han husker kaffemøderne med Reinhardt Schmidt som behagelige:

- Selvom vi ikke altid var enige, så havde vi respekt for hinanden. Det var ikke ligesom hans modpart – de store fiskere – som var decideret modbydelige, når man ikke makkede ret.

I 2019 skete der noget.

Dødstrussel

EU-Kommissionen udkom med en rapport, som kritiserede Danmarks manglende kontrol med motorkraft i fiskeriet.

Weekendavisen lavede derefter en forsidehistorie om ulovligt store motorer i Limfjorden. Avisen citerede blandt andet noget af det arbejde, som Reinhardt Schmidt havde været med til at lave i Levende Hav.

På baggrund af kritikken søsatte Fiskeristyrelsen en særlig kontrolkampagne af motorkraft i Limfjorden.

Men udviklingen i sagen kom med en pris for Reinhardt Schmidt.

Den dag at Weekendavisens artikel udkom, blev Reinhardt Schmidts ven Allan Bach ringet op af en af muslingefiskerne, fortæller Allan Bach i dag.

- Hvis det er Reinhardt, der har sladret, så slår jeg ham kraftedeme ihjel, lød beskeden fra muslingefiskeren ifølge Allan Bach.

- "Mafiametoder"

Truslen kom, efter at en af muslingefiskerne i Limfjorden ifølge Reinhardt Schmidt forsøgte at sejle ham ned.

Det fortalte Reinhardt Schmidt efterfølgende til flere af sine venner, som TV 2 har talt med.

Reinhardt Schmidt var upopulær, fordi hans kamp også handlede om penge, fortæller hans venner i dag.

De små fiskere i Limfjorden, som Reinhardt Schmidt repræsenterede, havde og har – ifølge Allan Bach – stadig i dag problemer med at overleve som fiskere.

De føler, at de bliver udkonkurreret på uærlig vis, når de store muslingefiskere bruger ulovligt store motorer.

De små fiskere i Limfjorden mener også, at de burde få lov til at fiske hjertemuslinger, som man kan tjene flere penge på end blåmuslinger.

De små fiskere vil – ifølge dem selv – bare fiske muslingerne på en mere skånsom måde end de store muslingefiskere.

På billedet her er Reinhardt Schmidt med i et tv-indslag fra TV Midtvest, som netop handler om uenighederne om hjertemuslingerne:

Reinhardt Schmidt filmet på sin fiskekutter i 2021 i et tv-indslag om hjertemuslinger.
Reinhardt Schmidt filmet på sin fiskekutter i 2021 i et tv-indslag om hjertemuslinger.
Foto: TV MIDTVEST

De to fiskere, som angiveligt skulle have henholdsvis truet og forsøgt at nedsejle Reinhardt Schmidt, benægter over for TV 2, at det er sket.

Der findes ingen anden dokumentation til at underbygge anklagerne. Flere kilder fortæller dog om andre lignende oplevelser, hvor de har lagt sig ud med de forkerte fiskere i Nord- og Vestjylland.

Allan Bach, som sendte brevet til fiskeriministeren, har også været ganske få meter fra at blive sejlet ned af en muslingefisker, fortæller han.

- Han stod bare oppe på dækket og grinede af os, siger Allan Bach.

Han havde sin ven Flemming Rasmussen ombord, som bekræfter, at de var lige ved at blive sejlet ned og at det ifølge hans opfattelse ikke var et uheld.

- Det er jo noget svineri. Det er rene mafiametoder, siger Allan Bach.

Dorthe Birkmose fra foreningen Levende Hav blev i 2020 opsøgt på Lemvig Havn, hvor hun sammen med resten af foreningen formidlede viden om forurening i havet, som man kan se på billedet herunder:

Foreningen Levende Havs oplysningskampagne på Lemvig Havn i 2020.
Foreningen Levende Havs oplysningskampagne på Lemvig Havn i 2020.
Foto: Levende Hav

En fisker kom forbi deres telt og havde en klar besked til stifteren af foreningen og Reinhardt Schmidts ven Kurt Svennevig Christensen:

- Ham der Kurt må hellere passe på, ellers kan han risikere at få ørene i maskinen, lød beskeden fra fiskeren til Dorthe Birkmose.

Tommy Hassager er en anden fisker, som gjorde sig upopulær blandt de store muslingefiskere i Limfjorden. Omkring 2008 oplevede han efter et møde mellem fiskerne i Limfjorden, at en af fiskerne fulgte efter ham.

- Han går lige bag mig hele vejen hen til min bil. Jeg kan mærke ham hele vejen. Det er ikke mere end en meter, fortæller Tommy Hassager til TV 2 i dag.

Fiskeren gjorde ikke noget. Senere sagde den samme fisker til Tommy Hassager, at han ”skulle passe på, når han sejlede rundt i sådan en lille båd”, fortæller Tommy Hassager i dag.

Tidligere folketingsmedlem Ib Poulsen bruger også ordet ”mafiametoder”, når han beskriver fiskerimiljøet i Nord- og Vestjylland. Han har også været tæt på at blive sejlet ned, fortæller Ib Poulsen, som er afbilledet på sin båd herunder:

Tidligere fiskeriordfører for Dansk Folkeparti Ib Poulsen på sin båd.
Tidligere fiskeriordfører for Dansk Folkeparti Ib Poulsen på sin båd.
Foto: Privatfoto, Ib Poulsen

Hans politiske virke var også grunden til, at han i 2017 ikke kom til Hanstholm Havns 50-års jubilæum, fortæller Ib Poulsen.

Det var kort efter, at han havde lavet en aftale med de røde partier – uden om den blå regering. En aftale som gik imod ønskerne fra de store fiskere.

Fiskeren Benny Rasmussen (billedet herunder), som var sur over aftalen, opsøgte Ib Poulsen inden festen på havnen og fortalte Ib Poulsen, at han ”kunne risikere at få tæsk, hvis han kom til festen”.

Fisker Benny Rasmussen.
Fisker Benny Rasmussen.
Foto: TV MIDTVEST

Hverken Ib Poulsen, Allan Bach eller Reinhardt Schmidt meldte episoderne til politiet. Allan Bach fortæller, at han var bange for at optrappe konflikten og dermed blive yderligere udsat.

Det var også begrundelsen for, at Reinhardt Schmidt ikke ringede til politiet, fortæller flere af hans venner i dag.

Ib Poulsen fortæller, at der ikke ville være kommet noget ud af en politianmeldelse, fordi det ville have været ord mod ord.

Alle fiskerne, der angiveligt skulle have truet eller brudt søfartsreglerne, har enten ikke svaret på TV 2s henvendelser eller nægter, at det er tilfældet.

Pånær fiskeren Benny Rasmussen der opsøgte Ib Poulsen.

- Det kan godt være, at jeg fik sagt til ham, at han risikerer at få tæsk, hvis han kommer til festen, fortalte han dengang til Nordjyske.dk. Senere undskyldte han også i et opslag på Facebook:

facebookopslag
Foto: Screendump

Truslerne satte sine spor i Reinhardt Schmidt, fortæller hans venner i dag.

Sidste tur i Limfjorden

Allan Bach husker en dag, de fiskede ved Løgstør Bredning for et par år siden. Reinhardt Schmidt lå for sig selv i et dårligt fiskeområde, som var langt fra andre fiskeskibe.

Efter at have klaret dagens fangst, sejlede Allan Bach hen til Reinhardt Schmidt for at hilse på.

Reinhardt Schmidts båd var stadig tom. Han havde intet fanget.

- Han var bange. Han turde ikke fiske derude, hvor muslingefiskerne var, fortæller Allan Bach.

Det var sidste gang, at Reinhardt Schmidt fiskede i Limfjorden. Derefter fiskede han kun i Nordsøen. Langt væk fra muslingefiskerne, fortæller Allan Bach.

En beslutning der ifølge flere af hans venner pressede ham på økonomien. De tror, at det var en af grundende til, at Reinhardt Schmidt tog ud og fiskede 27. maj.

- Han blev nødt til at tage de dage, han kunne få – også selvom det var dét, vi kalder snallervejr, siger Allan Bach.

- Det er vejr, som ikke er godt at fiske i, forklarer han.

Man regner med, at Reinhardt Schmidt faldt over bord, da han hev garn ind.

- Da han først var faldet i, må han have vidst, at det var slut. Der er ikke noget, man kan gøre, fortæller Kurt Svinninge Christensen og fortsætter:

- Man kan vel holde sig oppe en time eller to i håbet om, at nogen skulle sejle forbi.

- Blålys det hele

Blot seks dage efter Reinhardt Schmidts død forsatte debatten om motorkraft fra talerstolen i Dansk Skaldyrscenter i Nykøbing Mors.

Taleren var en af de mest magtfulde folk i dansk fiskeri. Formanden for Dansk Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, talte til generalforsamlingen for Centralforeningen for Limfjorden. Det er muslingefiskernes forening.

Formand for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen.
Formand for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen.
Foto: Danmarks Fiskeriforening

Kontrolkampagnen af motorkraft i Limfjorden var overstået. Fiskeristyrelsens opsummering af resultatet var opløftende for muslingefiskerne.

Der var godt nok konstateret nogle få overskridelser af motorkraft, men de var ”relativt små” skrev Fiskeristyrelsen.

På baggrund af kampagnen i Limfjorden konkluderede styrelsen også, at der ikke var grund til at ændre på tingene:

- Der er ikke behov for at foretage tilpasninger eller ændringer af den nationale lovgivning eller kontrol vedrørende motorkraft, skriver Fiskeristyrelsen.

Formand Svend-Erik Andersen brugte anledningen til at kritisere Weekendavisens artikel om motorkraft. En artikel som blandt andet byggede på Reinhardt Schmidts mangeårige arbejde.

- Vi får nok ikke nogen til at skrive på forsiden af Weekendavisen, at det var blålys det hele, men det er godt, at vi er kommet ud på den anden side, sagde han ifølge Fiskeritidende.

Indrømmer fejl og mangler

Søndag kan TV 2 afdække en række problemer med den kontrolkampagne, som fik formanden for Dansk Fiskeriforening til at kalde alle anklagerne om ulovligt fiskeri for blålys:

- 11 muslingeskibe har i årevis sejlet med ulovligt store motorer, uden at Fiskeristyrelsen har grebet ind.

- Fiskeristyrelsen har taget muslingeskibe med ulovligt store motorer i kontrollen og ladet dem fiske videre uden sanktioner.

- Fiskeristyrelsen har fået advarsler om snyd med kontroller fra det firma, som styrelsen selv har hyret til at foretage kontrollerne.

I et svar til TV 2 anerkender styrelsen, at der har været fejl og mangler i sagsbehandlingen af motorkraftområdet.

Danmarks Fiskeriforening afviser, at deres medlemmer skulle have gjort noget ulovligt, og at deres fiskeri skulle være særligt skadeligt for miljøet.

Du kan læse artiklen og foreningens fulde svar her:

Reinhardts kiste
Foto: Privatfoto, Søren Jacobsen

Reinhardt Schmidts lig dukkede op i de tyske farvande. Han blev begravet i september.

Fiskeriminister Jacob Jensen (V) svarede aldrig på Allan Bachs brev.

Fødevareministeriets pressechef skriver, at ministeren aldrig fik forelagt Allan Bachs brev uden at forklare hvorfor.