Gråvejrssøndag med regn, slud og sne

Enkelte kan måske være så heldige at få solen at se.

Søndagens vejr bliver gråt i gråt (arkivfoto).
Søndagens vejr bliver gråt i gråt (arkivfoto).
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Søndagen minder meget om lørdagen - kølig, regnfuld og grå. Men der er én væsentlig forskel.

Lørdag faldt langt hovedparten af nedbøren rundt om i landet som regn, og kun i det centrale Jylland kom der lidt slud.

Det ændrer sig i dag. Temperaturerne får endnu et hak nedad. Derfor kan langt flere se frem til lidt mere solidt, vinterligt nedbør.

Gråvejrsdag med regn og slud - men måske huller til solen

Et lille lavtryk ligger over den sydlige del af landet søndag og giver anledning til nedbør mange steder.

Især den nordlige halvdel af Jylland står for skud, da lavtrykket næsten ligger stille og snurrer rundt over den sydlige del af landet.

Da hiver lavtrykket den samme svage frontzone ind over Nordjylland i timevis.

Prognose søndag klokken 10.00. Regn og slud mange steder.
Prognose søndag klokken 10.00. Regn og slud mange steder.
Foto: TV 2 Vejret

Det er især det nordlige og centrale Jylland, som kan se frem til den lidt mere vinterlige nedbør i form af slud, mens man tæt på kysterne nok må nøjes med regn.

Også længere mod øst kan der komme byger af og til, som igen kan være med slud. Det er især i det nordlige Nordsjælland, som ligger op af Skåne, at der kan komme slud i løbet af dagen.

Temperaturene ligger på den kølige side, og holder sig på mellem 2 og 4 grader hele dagen.

Prognose søndag klokken 15.30. Regn og slud mange steder.
Prognose søndag klokken 15.30. Regn og slud mange steder.
Foto: TV 2 Vejret

Eftermiddagen ligner til forveksling formiddagen, dog kan der være lidt mere sammenhængende nedbør på Sjælland.

Meget lokalt i det centrale Nordjylland kan nedbøren gå over i tøsne, men det er stadig slud, der kommer mest af.

Skal man ud i vejret søndag, kan man med fordel bruge TV 2 VEJRETs radar, så man altid ved, hvor regnen er.

Især i eftermiddag kan man længst mod sydvest være så heldig, at der kommer sprækker i skydækket, så man lige kan få solen at se, før den går ned.

Det blæser en del fra øst, og især de østvendte Kattegatkyster står for skud med vindstød af kuling, som sammen med de kolde temperaturer kan gøre det til en særdeles kold affære at gå en tur på stranden.

Ud på aftenen falder temperaturen lidt, og der er mulighed for slud flere steder i landet.

Prognose søndag klokken 21.00. Mere udbredt slud og måske tøsne.
Prognose søndag klokken 21.00. Mere udbredt slud og måske tøsne.
Foto: TV 2 Vejret