Dusør for oplysninger om forsvundne ulve er vokset til over 100.000 - tidligere dømt fik medalje for drab

Siden ulven genindvandrede til Danmark, er mindst ni af de store rovdyr forsvundet. Nu konkluderer forskere, at nogle af dem må være dræbt.

Kun én person i Danmark er blevet dømt for at have slået en ulv ihjel. Men forskere mener nu, at endnu flere ulvedrab har fundet sted.
Kun én person i Danmark er blevet dømt for at have slået en ulv ihjel. Men forskere mener nu, at endnu flere ulvedrab har fundet sted.
Foto: Henrik Muusmann Jørgensen / Miljøstyrelsen

Mindst ni ulve er i de seneste år forsvundet sporløst i Danmark, og en stor del af dem er blevet dræbt.

Det konkluderer forskerne bag en ny videnskabelig artikel, som Jyllands-Posten beskrev mandag.

Men spørgsmålet om, hvem der har skaffet de store dyr af dage, er stadig ubesvaret. Og den sag vil Foreningen Ulvetid gerne til bunds i, fortæller presseansvarlig Vibeke Eis.

Foreningen har i den forbindelse udlovet en stadigt voksende dusør til dem, der kan opklare, hvor ulvene bliver af. En dusør, som startede på 60.000 kroner, men nu er oppe på 107.000 kroner.

- Der er ikke nogen, der har været tæt på at få dusøren udbetalt, desværre. Og det har vi det skidt med. Man kan mene om dyret, hvad man vil, men loven skal overholdes. Når dyret er fredet, er der jo en grund til det. Så vi vil gerne vide, hvem der står bag, siger hun til 'Gravegruppen' på TV 2 PLAY.

Ulv fanget på vildtkamera i 2017 ved Skive.
Ulv fanget på vildtkamera i 2017 ved Skive.
Foto: Naturhistorisk Museum, Aarhus

Forsker frygter selvtægt

Siden ulven genindvandrede til Danmark i 2012, er der blevet registreret 24 styks i landet.

Forskere holder vågent øje med dem gennem blandt andet DNA-prøver, indrapporteringer fra borgere og landets mange vildtkameraer.

Alligevel forsvinder de store rovdyr på uforklarlig vis.

Og selvom naturen kan være barsk og kræve ofre, kan den ikke stilles til ansvar for alle de manglende ulve, siger Hans Peter Hansen, seniorforsker ved Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.

Hvis ulvene lider en naturlig død, vil ligene fra de store dyr ifølge ham ofte dukke op i naturen. Men de er ikke blevet fundet.

Derfor mistænker forskerne, at ulvene efter deres død er blevet skaffet af vejen.

Ulv fotograferet i Ulfborg i Vestjylland. Det er i det område, hvor mange af de danske ulve har slået sig ned.
Ulv fotograferet i Ulfborg i Vestjylland. Det er i det område, hvor mange af de danske ulve har slået sig ned.
Foto: Ulvetracking.dk

Kun én taget på fersk gerning

Midt i den natur, hvor en stor del af de danske ulve har slået sig ned, bor Mourits Troldtoft.

Det første, der møder øjet ved hans gullige hus i Stråsø plantage i Vestjylland, er et tydeligt skilt på postkassen.

"Ulve - Nej tak”, står der med store sorte bogstaver på det hvide klistermærke.

Han er den mand, som i april 2018 blev dømt for at dræbe en fredet ulv på sin mark i Vestjylland.

Lige nu er han den eneste, der er taget på fersk gerning i et ulvedrab, selvom forskerne mener, at der er sket flere.

Ifølge Mourits Troldtoft er der dog ingen grund til at kigge hans vej for at finde synderen.

- Der har været så meget bøvl med den episode (ulvedrabet fra 2018, red.). Det har jeg ikke noget ønske om at genopleve, siger han.

Alligevel angrer Mourits Troldtoft ikke, at han i ly af sin bil trak sin riffel, tog sigte og affyrede de tre dræbende skud mod ulven.

0:23
Ulven blev dræbt på en mark ved Ulfborg.

Ifølge ham havde dyret været nærgående over for både ham og hans voksne søn, som var ved at pløje den bagvedliggende mark.

Og det pustede til den frygt, han og hans familie allerede havde over for den nye, pelsede beboer i plantagen.

- Jeg mener helt klart, at det var det rigtige at gøre. Hvis du gør et eller andet, der er rigtigt, så kan jeg ikke se, at jeg skal fortryde det, siger han.

De dybe fuger omkring hans øjne indrammer et stålsat blik, som hverken viger eller blinker, mens han taler om episoden.

Mourits Troldtoft fik i 2018 en dom på 40 dages betinget fængsel for at have skudt en fredet ulv.
Mourits Troldtoft fik i 2018 en dom på 40 dages betinget fængsel for at have skudt en fredet ulv.
Foto: Gravegruppen

Medalje for ulvedrab

Tilsyneladende er han heller ikke ene om at mene, at det dræbende skud kan forsvares.

I efteråret fik Mourits Troldtoft af Foreningen Ulvefrit Danmark overrakt en medalje for ulvedrabet. Det funklende stykke metal hænger til skue på væggen i hans stue i det vestjyske hus.

"At have nedlagt 1. ulv i 205 år" står der på medaljen, som hænger i Mourits Troldtofts stue.
"At have nedlagt 1. ulv i 205 år" står der på medaljen, som hænger i Mourits Troldtofts stue.
Foto: Gravegruppen

Under overrækkelsen af medaljen blev der holdt en tale fra Foreningen Ulvefrit Danmark. Og især et ord stak ud: vestjysk landslov.

- Vi har noget, der hedder vestjysk landslov. Vi har været vant til at klare os selv altid. Vi må handle ud fra den overbevisning, vi selv har. Det gjorde du, lød det blandt andet i talen til ham.

Men Mourits Troldtoft understreger, at talen hverken var en opfordring til eller hyldest af selvtægt.

- Nej, det er ikke det, det drejer sig om. Men hvis man skulle følge lovgivningen til det yderste, ville samfundet gå i stå på stedet, siger han.

Så mener du, at loven er til fortolkning?

- Vi er nødt til at have nogle fælles retningslinjer. Men hvis du er i en situation, hvor du ikke kan leve med det, er du da nødt til at agere.

Ingen rygende pistol

Hvem der ellers har taget loven i egen hånd for at komme ulve til livs, ligger der ikke håndfaste beviser på.

Hos Foreningen Ulvetid har de dog modtaget flere tips, som bejler til den udlovede dusør. Og hos foreningen er der høje forventninger til, at sagen på et tidspunkt bliver opklaret.

- Der sker noget i øjeblikket. Men det er svært at få folk til at stå frem. Man kan håbe, at det er en fristelse med den slat penge, siger Vibeke Eis om de 107.000 kroner.

På nuværende tidspunkt har de dog endnu ikke fundet den rygende pistol - eller riffel - der kan afsløre, hvor de store rovdyr er forsvundet hen.