Ung mand efterlyst for blufærdighedskrænkelse

Antallet af sager om beføling stiger markant. En 22-årig kvinde blev søndag aften holdt fast og taget på brysterne i Thisted.

Blå blink skygge
Foto: Flemming Christensen

I Thisted leder Midt- og Vestjyllands Politi efter en mand på mellem 15 og 20 år. Søndag aften sneg han sig ind på en 22-årig kvinde ved Thisted-pigen på Kystvejen, mens hun talte i mobiltelefon. Han fastholdt hende og tog hende på brysterne. Det skriver Limfjord Update.

Manden beskrives som 15-20 år, hvid i huden, 170-175 cm høj og almindelig af bygning. Han har rødt hår og fregner og var iført en lang grøn frakke, blå jeans og en sort cykelhjelm. Desuden havde han en mountainbike med sig.

Politiet opfordrer ham til at melde sig selv og vil gerne høre fra folk, der kan genkende den unge mand. Ifølge Limfjord Update venter der ham formentlig en sigtelse for blufærdighedskrænkelse.

Markant stigning i sager om beføling

På landsplan er antallet af anmeldelser om beføling steget med 52 procent. I Midt- og Vestjylland er antallet steget med 89 procent - fra 66 sager i 2015 til 125 sager i 2016. Det skriver DR.

Ifølge politiet er der to forklaringer på den markante stigning. Dels er flere blevet opmærksomme på, at man ikke skal finde sig i den slags, og dels har politiet ændret på deres måde at registrere sager på.

- Men vi ser stadigvæk meget alvorligt på det. Det er jo stærkt krænkende, at nogen beføler en steder på kroppen, som man absolut ikke har givet nogen lov til at gøre, siger Thorkild Steen Jensen, der er politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til DR.

I Nordjylland har der været den største stigning i antallet af sager om beføling. Her var der 33 sager i 2015 og 65 i 2016 - en stigning på 97 procent. Med en stigning på 92 procent er den også markant på Sjælland.

I Syddanmark er der en stigning på 58 procent, og med en stigning på 15 procent har hovedstaden den mindste stigning.

Sidste år var der på landsplan 715 anmeldelser om beføling. Tallet dækker over antal anmeldte sager om beføling og ikke afgørelser.