20-årig mand anholdt for blufærdighedskrænkelse af 8 kvinder

En 20-årig mand blev mandag anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse af otte kvinder i Holstebro.

Politiærme og håndjern
Foto: Flemming Christensen

En 20-årig asylansøgende mand fra asylcenter Holstebro er blevet anholdt og sigtet for ni forhold af blufærdighedskrænkelse mod otte kvinder. Den krænkende adfærd er angiveligt sket den 19. marts på en beværtning i Holstebro, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi:

- Der er tale om fuldstændig uhæmmet opførsel. Han har taget kvinderne på brystet, på numsen, og han har stukket hænderne ind imellem benene på nogle af dem, siger fungerende politikommissær ved den centrale efterforskning for general kriminalitet Lis Borup.

Midt- og Vestjyllands Politi har siden den 19. marts efterforsket beskyldningerne mod den 20-årige mand og valgte altså mandag at anholde ham.

Manden vil blive fremstillet i Grundlovsforhør i dag kl.11:00 ved retten i Holstebro.

Opdateret 13:20: Ved Grundlovsforhøret blev manden varetægtsfængslet i 4 uger.