Trine vil have kvinder til at tage ansvar for deres pension: - Skal vi virkelig basere vores alderdom på, at vi skal arve vores mænd?
Kvinders pensionsformuer halter efter mænds. Det oplevede Trine Sund Kammersgaard på egen krop, og derfor vil hun nu lære andre kvinder om pension.
Hun var egentlig selvstændig landmand og drev et økologisk svinelandbrug i Thy, men for fire år siden fik en personlig oplevelse pludselig en passion for pension til at spire.
Og nu har Trine Sund Kammersgaard fra Villerslev gjort det til sin mission at få flere kvinder til at tage ansvar for deres opsparing til livets sidste kapitel.
- Kvinder lever længere end mænd, men skal vi virkelig basere vores alderdom på, at vi skal arve vores mænd? Det, synes jeg ikke, er en særlig god måde at tænke selvforsørgelse på, siger den nu tidligere landmand.
Ifølge Danmarks Statistik bliver kvinder i gennemsnit fire år ældre end mænd, men alligevel er mænds pensionsformue 20 procent større end kvinders. Og det skal der gøres noget ved, mener Trine Sund Kammersgaard, der i januar startede hjemmesiden Pensions Ninja.
- Vi er optaget af, hvad der sker her og nu, og hvordan vores økonomi kan hænge sammen i dag, og så tænker vi ikke så meget over det lange seje træk, men jo tidligere vi tager de her beslutninger, jo større forskel kan de gøre, siger hun.
Hendes mands pension voksede hurtigere
Det hele begyndte i 2019, hvor Trine Sund Kammersgaard blev opmærksom på, at hendes mands pensionsopsparing voksede langt hurtigere end hendes egen.
- Det viste sig, at det år havde jeg fået 2,6 procent i afkast, og han havde fået godt og vel 16 procent, så det var en virkelig stor forskel, siger hun.
Det fik hende til at interesse sig for, hvordan hendes penge var forvaltet, og her gik det op for hende, at de var investeret, som om hun allerede var gået på pension, selvom hun kun var i slutningen af 30’erne.
Derfor ringede hun til sit pensionsselskab for at finde ud af, hvad hun havde gjort galt, og deres svar overraskede hende.
- De sagde: ”Du overser ikke noget. Du har fuldstændig ret. Det her er ikke noget for dig,” forklarer Trine Sund Kammersgaard, der blev klar over, at hun måtte skifte selskab, hvis hun ville have mere ud af sin pensionsopsparing.
Store udsving skal give større afkast
Når man investerer, skal man vurdere, om ens risikovillighed er lav, mellem eller høj, da det er afgørende for, hvad man bør investere i.
For Trine Sund Kammersgaard var der ingen tvivl om, at hun var klar til at tage større chancer med sin pensionsopsparing.
Valget faldt derfor på et pensionsselskab, der tilbød at investere alle hendes opsparede pensionspenge i en international aktieindeksfond.
- Når man nærmer sig pensionsalderen, så skal det måske gå stille og roligt, så der ikke er så store udsving i værdien, men så længe man er i starten af arbejdslivet og stadig betaler ind, så er det ligegyldigt med de udsving, for det er prisen for, at det går i den rigtige retning.
- På nuværende tidspunkt skal de penge, jeg har sparet op, arbejde maks. Det giver store udsving, men historisk set har det givet et godt afkast, siger hun.
Hendes egen vej gennem pensionslandskabet har givet hende blod på tanden til at hjælpe andre, og hun er allerede godt i gang som ”Pensions Ninja” på sin blog. Alligevel er hun begyndt at uddanne sig til pensionsrådgiver, så hun kan få papir på sin kunnen.
- Jeg har et blødt punkt for kvinder, der er en million kroner bagud, når de rammer pensionsalderen, og der er simpelthen ikke nogen grund til, at det skal være på den måde.
- Et anderledes placeret flueben kan gøre en kæmpe forskel, men forudsætningen er, at man kan forstå, hvad det handler om, og hvad de her investeringer betyder, siger Trine Sund Kammersgaard.