Thy og Mors lukker de mindste valgsteder

Både i Thisted og Morsø kommuner har politikerne tirsdag aften stemt ja til at skære kraftigt i antallet af valgsteder.

3:03
Der bliver længere til valgstederne for en del Thy- og morsingboer ved næste valg.
Foto: TV MIDTVEST

Tirsdag aften besluttede kommunalbestyrelserne i både Thisted og Morsø Kommuner, at kommunernes mindste valgsteder skal lukkes. 

Når borgerne senere i år skal stemme om forsvarsforbeholdet bliver der i Thisted 15 i stedet for 26som ved det seneste kommunalvalg. På Mors bliver der fremover fem valgsteder, hvor morsingboerne kan aflevere deres stemmer i stedet for 18. 

Et af de steder, der lukker i Thisted Kommune, er Lild. Men det bekymrer borgeren Else Dam, der gerne havde beholdt sit lokale stemmested.

- Både valgstyrerene, og dem der stemmer, er jo mere politisk engagerede, hvis det er lokalt, siger hun.  

SF i Thisted var heller ikke begejstrede for beslutningen. 

- Der er ingen grund til at nedlægge de valgsteder, hvor der er størst succes med at få folk til at stemme, siger Morten Bo Bertelsen, der sidder i kommunalbestyrelsesmedlem for SF. 

Ifølge valgforsker Roger Buch er der en sammenhæng mellem valgdeltagelsen og afstanden til valgstederne.  

- Der findes forskning både fra Danmark og fra udlandet, der viser, at jo længere der er til valgstedet - jo flere kilometer, der er til valgstedet, jo mindre er sandsynligheden for at folk får stemt, siger Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. 

Else Dam plejer at stemme på landsdelens mindste valgsted i Lild Strand, men sådan bliver det ikke ved næste valg.
Else Dam plejer at stemme på landsdelens mindste valgsted i Lild Strand, men sådan bliver det ikke ved næste valg.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

Lukningen af valgstederne følger en tendens, der også er slået igennem i resten af landet. Over de senere år, er 25 procent af valgstederne i Danmark lukket siden 90'erne. 

- Samtidigt med at man rundt om lukker valgsteder, så øger man kampagnerne, og man har øget muligheden for at brevstemme. For eksempel med busser, der kører rundt og samler brevstemmer ind, siger Roger Buch og påpeger, at valgbusser, der samler brevstemmer er en langt dyrere løsning.

Borgmester i Thisted, Niels Jørgen Pedersen, mener også der er argumenter imod. 

- Det kan godt være, at nogen synes, det er hyggeligt på de små valgsteder, men der er også unge mennesker, der synes, det er grænseoverskridende, at gå ind og stemme et sted, hvor der sidder fire mand bag en disk og venter på, at der kommer nogen og stemmer, og så er man den ene person, der er i lokalet, der er fokus på, siger venstre-borgmesteren. 

- Der er nogen steder, hvor vi ikke skal have valgsteder mere. Hvor forholdene ikke er i orden. Vi har samtidigt udfordringer med personale på valgstederne, der ikke er lette at skaffe frivillige ti, siger Niels Jørgen Pedersen.