Rekordår i Vorupør: Frivillige sørger for vinterbadefestival med fri bar

Lidt under 80 frivillige har brugt et år på at arrangere vinterbadefestivalen i Vorpuør.

Mange mennesker havde taget turen i vandet i Vorupør.
Mange mennesker havde taget turen i vandet i Vorupør.
Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

350 mennesker samlet på en strand lyder måske ikke af meget, hvis man taler om en varm sommerdag. Men når der i stedet er tale om en køligere dag i december, bliver det straks mere imponerende.

Det var ikke desto mindre, hvad der i dag blev præsteret på Vorupør strand, da den lokale vinterbadeklub for sjette år i træk inviterede hele byen til vinterbadefestival for at prøve kræfter med det kolde gys.

Det er ikke kun dem, der smutter en tur i vandet, der får en oplevelse ud af det. De godt 80 frivillige, der er med til at stable arrangementet på benene, nyder også godt af det.

- Du har det sjovt, du møder en masse mennesker og du kan udrette noget i et lille lokalsamfund. Husk på, at vi kun er 576 mennesker herude. Hvis der ikke var alle de her frivillige, havde vi ikke den her fest i dag, siger Peter Broberg. Han er frivillig sammen med sin kone, Lene Broberg.

Også en lokal tømrer har givet sit tilskud til frivilligheden.

Han har bygget de varm- og koldvandsbassin, som de deltagende kunne vælge mellem, efter de havde været en tur i bølgen blå.

- Det er fordi, jeg synes, det er en stor ting for byen. Især udenfor vores sæson – når vi kan trække mange mennesker til, og at vi kan vise, at der også sker noget i Vorupør udenfor sæsonen, siger Jens Kristian Andersen.

Isbassinet var for dem, der turde tage en tur i det ekstrakolde vand.
Isbassinet var for dem, der turde tage en tur i det ekstrakolde vand.
Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Tvunget tilbage

De frivillige har sammen brugt næsten et helt år på at arrangere vinterbadefestivalen i Vorpuør.

Egentlig var det ikke meningen, at vinterbadningen mellem jul og nytår skulle være en tilbagevendende begivenhed, men så let slap arrangørerne ikke.

- Men det blev vi tvunget til at love af alle de badende, der var begejstrede. Forhåndsinteressen har været større end tidligere. Jeg tror, vi har bevist, at vi gennemfører det uanset vind og vejr, fortæller Kim Poulsen, der er arrangør.

Foruden en tur i vandet var der også fri bar som en del af vinterbadepakken.

Vinterbadefestivalen i Vorupør vender tilbage igen i 2020.

2:17
Vinterbadere tog det kolde gys i Vorupør