Næste generation af praktiserende læger: Familielægen er fortid

Manglen på praktiserende læger i Thy ser ud til snart at være forbi. En hel flok unge læger står nemlig klar i kulissen, men thyboerne skal ikke forvente at få en ”doktor Hansen fra Matador”, der altid står til rådighed, lyder det.

Sara Søndergaard drømmer om at starte egen praksis sammen med en eller flere andre læger i Thy.
Sara Søndergaard drømmer om at starte egen praksis sammen med en eller flere andre læger i Thy.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Thyboerne kan glæde sig over udsigten til, at alle snart kan blive tilknyttet en fast praktiserende læge. 

Årevis med dystre udsigter om stigende lægemangel er afløst af optimisme, da hele 16 unge læger i Thy i øjeblikket er i hoveduddannelse med henblik på at blive alment praktiserende læger.

En ny generation af praktiserende læger står altså klar i kulissen, men generationsskiftet kommer formentlig alligevel til at kunne mærkes.

- Det med at få lavet en god balance mellem arbejdstid og fritid betyder rigtigt meget for os i forhold til den tidligere generation, der har lagt ufatteligt mange timer hver eneste uge og virkelig været nogle arbejdsheste for at være den der familielæge, som alle patienter rigtigt gerne vil have, siger Sara Søndergaard fra Vorupør.

Sara Søndergaard er en af de unge læger, som TV MIDTVEST følger i serien Lægeløftet i Thy. Se serien om lægerne i Thy ved at klikke nedenfor.

Sara Søndergaard er i gang med hoveduddannelsen i almen medicin med henblik på at blive praktiserende læge.

Alment praktiserende læger arbejder typisk væsentligt mere end 37 timer, men det vil ændre sig over tid, lyder vurderingen fra en anden af de kommende praktiserende læger:

- Der er ikke nogen af os på vej, der er interesserede i at arbejde hele sit liv. Man vil jo også gerne være sammen med sin familie og især, mens man har små børn, siger uddannelseslæge Jens Tilma, der bor sammen med sin familie i Lild og tilføjer:

- Det kommer til at betyde meget for mig, og målet er at have tid til det hele. Jeg tror også, at jeg bliver en bedre læge, hvis jeg har tid til alt det udenom.

Drømmen om praksis med flere

Sara Søndergaard bliver efter planen færdiguddannet i slutningen af 2023 som en af de første i flokken af kommende læger i Thy. Hun drømmer om at starte egen praksis sammen med en eller flere andre læger.

- Jeg vil gerne have en hverdag, hvor jeg føler mig tilpas. Hvor det er sjovt at være, og jeg er sammen med mennesker, der gider at lege, sparre og blive dygtigere sammen. Og så er det rigtigt vigtigt at have nogle patienter, der er tilfredse, siger Sara Søndergaard.

- Jeg tror, det er rigtigt vigtigt at få lavet en forventningsafstemning med patienterne om, hvad man kan få i den her butik, og hvad man ikke kan få i den her butik. Rigtigt mange patienter ønsker sig en doktor Hansen fra Matador, for han er der hele tiden, og hvis man ringer om lørdagen, så kommer han. Og det er nok desværre lidt gamle dage. Men de kan få noget andet, siger hun.

Kom tættere på Thys næste generation af praktiserende læger og hør om drømmene for deres fremtidige arbejdsliv i program 6 af Lægeløftet i Thy, der er sidste afsnit i serien om de unge læger.