Frank var tæt på at dø i en arbejdsulykke og har siden kæmpet hårdt for at genfinde livsglæden

I årevis har Frank Floutrup kæmpet med at finde svar på, hvordan han kunne finde glæden ved livet igen efter en voldsom arbejdsulykke, hvor han blev skadet både fysisk og psykisk. Svaret blev naturen og kameraet.

Frank Floutrup har genfundet glæden ved livet i naturen med sit kamera.
Frank Floutrup har genfundet glæden ved livet i naturen med sit kamera.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

- Hvis ikke det var for naturen, så var jeg her ikke.

Frank Floutrup bliver helt rørt, når han skal forklare, hvor meget naturen betyder for ham. Faktisk er naturen en form for medicin for førtidspensionisten fra Thisted.

- Det har givet mig en indre ro, som jeg ikke kan få andre steder. Det er her, man kan få lov til at være. Og man behøver ikke at bevise noget, forklarer han.

Frank Floutrups store passion for at fotografere naturen har gjort, at han tager ud som fotograf på forskellige produktioner.
Frank Floutrups store passion for at fotografere naturen har gjort, at han tager ud som fotograf på forskellige produktioner.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

I 2019 var han ude for en arbejdsulykke, hvor han blev mast af et ni tons tungt betonelement. Ulykken var tæt på at koste ham livet.

- Jeg begyndte selvfølgelig at skrige og gik fuldstændig i panik. Men lige pludselig forstummede mit skrig bare, og så fik jeg det bare sådan; nu dør jeg. Jeg kunne høre mit bækken knække, husker Frank Floutrup.

Endte med PTSD

På sygehuset viste scanninger, at hans mellemgulv havde taget stor skade, og at hans bækken var knækket fem steder. Først efter flere operationer og flere ugers indlæggelse kunne han gå i gang med en svær genoptræning.

- Det var et helvede, som jeg ikke kan beskrive med ord. Jeg var rigtig svær at være sammen med.

Frank Floutrup var fyldt op af mange svære tanker, og først et godt stykke tid efter ulykken fik han diagnosen PTSD, der er en stressreaktion på en svær psykisk belastning. Ifølge Psykiatri Fonden kan tilstanden opstå efter meget voldsomme oplevelser, hvor man har følt stærk rædsel, hjælpeløshed og intens frygt for sit eget eller andres liv.

- Det påvirkede mig i den grad, at jeg faktisk tænkte på at tage mit eget liv. Men det slog mig selvfølgelig med det samme - og det har det gjort hver gang, jeg har fået de tanker - at jeg har en søn, som der er 24 år gammel, og som jeg elsker overalt på jorden. Så kan jeg ikke tage herfra på den måde, siger Frank Floutrup.

Naturen og kameraet som medicin

I dag er Frank Floutrup førtidspensionist og har fundet roen i naturen, hvor han nu også tager billeder og filmer.

- Det at have fundet en passion og nogle ting, som jeg elsker at gøre, det giver det der kick. Når jeg har fået noget til at virke. Når jeg er ude og filme eller sidder hjemme og redigere og så kan se, at det bliver fedt.

Billederne fra naturen redigerer Frank Floutrup  hjemme ved computeren i Thisted.
Billederne fra naturen redigerer Frank Floutrup hjemme ved computeren i Thisted.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Naturen og oplevelserne med kameraet er med til, at Frank Floutrup kan holde de daglige smerter ud.

- Det tog mig rigtig lang tid at finde ud af, hvad jeg kunne gøre, for at dulme min PTSD. Men igennem naturen fandt jeg ud af, at livet faktisk havde nogle værdier på trods af alle de skader, jeg har.

I dag tager Frank Floutrup også ud og holder foredrag med budskabet; lev mens du lever, hvor han fortæller om sin kamp tilbage til livet.

- Jeg plejer at sige; øjne kan smile, mund kan le, men smerte i hjertet kan ingen se. Man kan ikke se på mig, at jeg har en meget høj men-grad. Man kan ikke se de skader jeg har - hverken psykisk eller fysisk.