DF truer Østerild-forlig

Dansk Folkeparti kræver sagen gennemgået med en tættekam og truer med ikke at stemme for Østerild.

270810_Vindmolle001.jpg

Det er ikke længere sikkert, at det kommende testcenter for vindmøller skal ligge i Østerild.

Regeringens støtteparti Dansk Folkeparti truer nu med at trække sin støtte til placeringen, efter at miljøminister Karen Ellemann (V) tirsdag indrømmede, at der er sket en alvorlig fejl i sagsbehandlingen.

DFs miljøordfører Jørgen Dohrmann siger til Ritzau, at partiet ikke umiddelbart er parat til at stemme for, og han kræver sagen gennemgået med en tættekam.

Karen Ellemann mener, at man kan rette op på fejlen i VVM-redegørelsen ved at fjerne nogle eksisterende møller, men den køber Dansk Folkeparti ikke.

- Nu får vi en gang til sat pistolen for panden. Det er som om, at hvis noget er i ministerens interesse, så kan det bare få det grønne stempel. Vi kender heller ikke noget til finasieringen - hvem skal betale for det her. Måske skulle centret ligge et andet sted, siger Jørgen Dohrmann.

- Hun skal levere den perfekte løsning

Socialdemokraternes miljø- og klimaordfører, Mette Gjerskov, vil heller ikke på forhånd love ministeren sin støtte.

- Vi vil først vende hver en sten og holde papirerne op mod lyset og sikre os, at det nu endelig er i orden, det hun kommer med. Støjgrænser skal overholdes, og der kan ikke gåes på kompromis. Så hun skal levere den perfekte løsning - ellers har vi et problem, siger Mette Gjersjov.

Regeringens oprindelige flertal for Østerild bestod af Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og SF.

Miljøminister Karen Ellemann ønskede onsdag ikke at kommentere sagen over for TV/MIDT-VEST.

Socialdemokraternes miljø-ordfører Mette Gjerskov: