Bryghus får bærproducent til at turde drømme stort

Et nyt fødevaresamarbejde i Thy bruger områdets store fødevarevirksomheder til at hjælpe de små - til gavn for begge.

2:10
Hos Thy Økobær nyder man godt af samarbejdet med områdets større virksomheder i en ny fødevareklynge.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

I Thy kan de noget med lokale fødevarer og iværksætteri. Det vil de gerne styrke endnu mere, og derfor er der nu blevet stiftet en ny forening, der skal styrke samarbejdet mellem de små og store fødevareproducenter. 

En af de små, som nyder godt af et samarbejde med de store, er Thy Økobær. Her leverer man bær til fire nye typer frugtsaft for Thisted Bryghus. Og samarbejdet med Thisted Bryghus har fået den lille økologiske bærproducent til at drømme stort.

- Vi håber at vokse så meget, at vi kan købe et større sted, siger Niels Chr. Bach Nielsen, der er ejer af Thy Økobær i Snedsted.

Samarbejde hjælper med salg

Efter 40 år med mink er Niels Chr. Bach Nielsen gået all in på at dyrke bær, og indtil videre breder projektet sig over en tredjedel af af hans 117 hektar jord. Han leverer allerede bær til isproducenter og restauranter, men det nye samarbejde og sparringen med det lokale bryghus har sat skub i tingene. 

- Nu skal vi også ud og sælge, og det er ikke vores spidskompetence. Vi er bedst til det arbejde, der foregår i marken, og så må vi finde nogen til at gøre det andet. Og der er det da helt sikkert, at vi kan trække på de store virksomheder fra området, der har erfaring med det, siger Niels Chr. Bach Nielsen.

Ildsjæle fortæller historier

Det var Tine Dahl fra Plan Thy, der tog kontakt til Thy Økobær og fik samarbejdet med bryghuset op at stå. Derfor er hun også stor tilhænger af det nye fødevarenetværk i Thy.

- Jeg håber, at mange af de ildsjæle, vi har i området, kan få skabt et samarbejde med større virksomheder, så man kan komme ud med sine produkter. Vi skal simpelthen have nogle, der er gode til at fortælle en historie om produkterne, siger hun.

Den nye fødevareklynge har netop afholdt stiftende generalforsamling. Den skal være med til at skabe endnu flere fødevaresucceser med udgangspunkt i Thy. 

- Der er mange fællestræk i fødevareindustrien her, og jeg håber at man kan blive enige om at gå sammen og forsøge at løfte området, siger Kersti Haugan, der er sekretariatsleder for Food Cluster Thy.

Dobbelt så meget saft

Siden samarbejdet med Thisted Bryghus begyndte, har Thy Økobær alene den seneste måned produceret dobbelt så mange flasker som hele sidste år. Spørger man bærproducenten, så kan samarbejdet mellem de små og de store kun bære frugt.

- Hele tiden kigger vi på, hvordan vi kan udvikle os, og det synes jeg er vildt spændende, siger Niels Chr. Bach Nielsen.

Thy Økobær har eksisteret siden 2010 men har først de seneste år forarbejdet deres egne bær.