Bettina og Else kunne aflevere blomster til dronningen: - Det er helt enormt spændende

Hanstholm Havn var mandag morgen tætpakket med mennesker, der var mødt op for at vinke til dronningen, og enkelte kom helt tæt på.

Fremmødte på havnen, sommertogt
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Med blafrende Dannebrogsflag og skrigende måger i baggrunden, gjorde Dronning Margrethe mandag morgen sin entré på havnen i Hanstholm.

Massevis af mennesker var mødt op på kajen, da Kongeskibet Dannebrog sejlede ind klokken 10, og for nogle af de fremmødte har dagen været noget ganske særligt.

- Det er helt enormt spændende. Især at se kongeskibet, det bliver sjovt at se tæt på, lød det fra Else Olsen kort før dronningens ankomst.

Sammen med Else Olsen havde hun planlagt en ganske særlig velkomst til dronningen i håbet om at komme tæt nok på. De stod nemlig klar med en rød og hvid buket blomster – og det viste sig ikke at være forgæves.

- Missionen lykkedes. Vi var i tvivl, om det kunne lade sig gøre at aflevere den, men det gik. Og hun sagde: ”Tak skal De have.” siger Else Olsen.

- Hun kom lige herned forbi, det kunne ikke passe bedre, siger Bettina Alstrup.

Thy-udvalget i Dansk Gravhundeklub havde arrangeret en velkomstkomité.
Thy-udvalget i Dansk Gravhundeklub havde arrangeret en velkomstkomité.
Foto: Kamille Borch Astrup, TV MIDTVEST

Et fælles minde

De to kvinder fra Thisted var ikke de eneste, der havde glædet sig til i dag. Også Noah Guldhammer og Andrew Percival, som begge er elever på FGU Nordvest, stod klar med flag.

- Det var en dejlig oplevelse endelig at se hende. Vi har set hende nytårstaler og så videre, det her var anderledes personligt, siger Noah Guldhammer.

Han er sikker på, at dronningen bliver glad for at komme rundt og se, hvad Thy har at byde på.

- Det betyder meget, at hun kommer til udkantsdanmark og ser Bunkermuseet og destilleriet. Der er flot natur og flotte bygninger og historiske bygninger, siger Noah Guldhammer.

Eleverne i 0.-3. klasse fra Hanstholm Skole tog imod dronningen ved Nordatlantisk Fyr.
Eleverne i 0.-3. klasse fra Hanstholm Skole tog imod dronningen ved Nordatlantisk Fyr.
Foto: Kamille Borch Astrup, TV MIDTVEST

Senere på dagen skal Dronning Margrethe blandt andet besøge Det Nordatlantiske Fyr, Thy Whisky og Cold Hawaii Inland. Og efter ankomsten på havnen er Bettina Alstrup og Else Olsen nu et minde rigere.

- Det er meget stort. Det er vi stolte af. Nu har vi den fælles oplevelse, siger Bettina Alstrup.

Og selvom dronningen fortsætter sin rundtur i Thy resten af dagen, har de to royalister fået, hvad de kom efter.

- Vi skal ikke med videre, vi har andre ting, vi skal nu her, lyder det fra Bettina Alstrup.