Borgmester skal byde dronningen velkommen i Hanstholm: - Det er helt fantastisk

Det er en spændt borgmester, der mandag morgen står klar på havnen i Hanstholm til at tage imod Dronning Margrethe.

Ulla Vestergaard, sommertogt
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Klokken 9.30 lægger Kongeskibet Dannebrog til i Hanstholm Havn som en del af det årlige sommertogt. Her bliver hun blandt andre mødt af Ulla Vestergaard (S), som er borgmester i Thisted Kommune.

- Det er jo en helt fantastisk unik mulighed at få lov til at vise dronningen, hvad Thy indeholder. Både i forhold til havnen og nationalparken og alle de steder, hun skal besøge. Det er helt unikt, siger hun.

Det royale besøg i Thy skulle egentlig have været i 2020, men grundet corona blev det udskudt til i år. I løbet af dagen skal majestæten blandt andet besøge Bunkermuseum Hanstholm, Thy Whisky og på rundtur i Nationalpark Thy.

Senest dronningen besøgte Thy, var i 2009, og borgmesteren glæder sig over, at hun nu vender tilbage for at besøge området.

- Vi håber, og tror på, at vi har fået sammensat et program, som viser nogle af alle de her fine ting, som vi har at byde på her i kommunen, siger Ulla Vestergaard.

Borgmesteren er spændt på at tage imod dronningen, og jeg tror også, at der går nogle dage, før det rigtig synker ind.

- Der er rigtig mange ting, hvor man skal være i nuet for at opleve det. De næste par dage skal bruges til at reflektere og nyde, at vi har fået dronningen til Thisted, jeg tor ikke man kan beskrive det, siger hun.

TV MIDTVEST sender live fra det kongelige sommertogt hele dagen. Herunder kan du se, hvornår og hvordan, du ser med.