Aktivister foran minkfarm på Thyholm: - Det er dyremishandling

Aktivister fra tre dyreværnsorganisationer stod lørdag med bannere og budskaber foran den genåbnede minkfarm på Thyholm.

2:13
Aktivister demonstrerer mod minkavl i Danmark.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Med skilte med teksten ’ikke køb pels’ og store billeder af mink i jernburer stod 20 demonstranter foran Danmarks første minkfarm, efter det igen er blevet muligt at være minkfarmer i landet.

Det er en minkfarm på Thyholm, der modtog 753 mink i midten af januar, og det er de mink, som aktivisterne kæmper for, fortæller de.

I alt er tre dyreværnsorganisationer samlet foran minkfarmen, og en af aktivisterne er Lars Corvinius Olesen, som også er talsperson for demonstrationen.

- Vi vil rigtig gerne have, at avl af dyr til pels skal stoppe. Vi kan kigge på minkene herfra vejen, og de sidder i deres små burer igen. Det, synes vi, ikke er fair overfor dyrene, siger han og tilføjer:

- Problemet er, at dyrenes behov ikke bliver tilgodeset. De her mink er vandglade og elsker at være i vand. Vi synes, det er en forfærdelig måde at behandle dyr på, og vi vil gerne have en saglig diskussion med avlerne.

”Unødvendigt produkt”

Den 14. januar 2023 kom de 753 mink til Thyholm efter en længere tur i en transportvogn fra Norge, fordi det blev lovligt at avle mink i Danmark igen.

I alt har 13 minkavlere takket ja til muligheden for at få tilladelse til at holde mink igen, og det er unødvendigt, mener en anden aktivist, der ikke ønsker at offentliggøre sit navn i denne forbindelse, men som gerne vil kaldes ’Yellow’.

- Det er dyremishandling. Det er dyr, der er vant til at leve i vandet, det er enspændere, de lever ikke normalt i flok. Jeg er her, fordi der er 753 individer, som skulle have deres frihed tilbage, da mink- og pelsavl lukkede permanent i Norge, men i stedet er de sendt til Danmark, hvor de så kan leve deres liv videre i de små burer. Så vi kan få et unødvendigt produkt, siger 'Yellow'.

Ejeren af minkfarmen Brian Mortensen vil ikke stille op til et interview, men han siger til TV MIDTVEST, at han respekterer aktivisternes ytringsfrihed og ret til at demonstrere, så længe de holder sig ude af hans ejendom.

Det er dyreværnsorganisationerne CAFT, Vegan Activism Denmark (VAD) og Animal Rebellion, der står bag lørdagens demonstration.

Dansk minkalv blev tidligere lukket 4. november 2020, hvor godt 16 millioner mink blev aflivet.

Fra 1. januar 2023 blev det dog igen lovligt at avle mink i landet.