Dansk minkavl tilbage: - Det er starten på en god og bæredygtig minkbranche

Lørdag morgen ankom 753 mink til en farm i Thyholm, og det glæder formanden for foreningen Danske Mink.

Formanden for Danske Mink, Louise Simonsen, var meget glad, da hundredvis af mink ankom til Thyholm.
Formanden for Danske Mink, Louise Simonsen, var meget glad, da hundredvis af mink ankom til Thyholm.
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

Siden begyndelsen af det nye år har det været tilladt at være minkavler i Danmark igen. Og lørdag morgen klokken 7 ankom de første avlsdyr til en farm på Thyholm.

Det er en dag som særligt formanden for foreningen Danske Mink, Louise Simonsen, har set frem til.

- Det er en glædens dag, og det er en start på en helt ny epoke med fine, flotte norske mink med dansk afstamning, siger hun til TV MIDTVEST og fortsætter:

- Jeg håber, at det her er startskuddet på en god og bæredygtig minkbranche. Og jeg er meget glad og stolt af minkavlerne.

Det var i alt 753 mink, der kom til Thyholm efter en længere tur i en transportvogn fra Norge til Nordvestjylland.

Minkene ankom klokken 7 lørdag morgen til Thyholm i bilen her.

Krav til minkavlerne

Når minkene igen er i burene, så vil der være mange krav til avlerne, forklarer formanden fra Danske Mink.

- Vi skal teste os hver dag, og så skal vi bruge visir og maske, og så skal vi i bad på vej ind og ud af farmen, så vi har alle skiftetøj med, fortæller hun og tilføjer:

- Jeg synes, det er skræmmende, at vi på en eller anden måde er fuldstændig udelukket for at være sidestillet med vores medmennesker i samfundet i forhold til de krav, der er. Jeg håber igen, at vi kan tale restriktioner med myndighederne, når vi har en aftale i april måned.

Ifølge Louise Simonsen vil Fødevarestyrelsen hver uge komme forbi og tage 60 svælgprøver på minkene.

På trods af de forskellige krav til minkavlerne, er det ikke noget, der slår alle ud.

- Selv om der er restriktioner, så har avlerne valgt, at det godt kan betale sig, understreger Louise Simonsen.

I alt har 13 minkavlere takket ja til muligheden for at få tilladelse til at holde mink igen.

Dansk minkavl blev tidligere lukket den 4. november 2020, hvor godt 16 millioner mink blev aflivet.

2:15
TV MIDTVEST fulgte med, da minkene gjorde comeback i Danmark.