Lokale står sammen om indsamling: - I storbyen havde det ikke haft samme effekt

Pølsemutter Helle Christensen er bare en af en række lokale erhvervsdrivende, der er gået sammen om at støtte en indsamling.

3:21
Helle Christensen har langet mere end 1000 hotdogs over disken i den gode sags tjeneste.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

På torvet i Ringkøbing sælger Helle Christensen hotdogs fra sin pølsevogn. De kan fås med syltede agurker, sennep, rå løg og stegte løg. Men for nylig fik hun noget nyt på menukortet: Hotdogs med en donation til Knæk Cancer.

- Vi kender jo alle sammen nogen, der har mistet livet til kræften, så jeg syntes, det gik til et godt formål, siger Helle Christensen, der kalder sig selv for pølsemutter.

I en uge donerede hun fem kroner for hver solgte hotdog til den indsamling, som den lokale pige Thilde Tøt Thomsen har startet. Det blev samlet set til 6000 kroner fra pølsevognen, som solgte langt over 1000 hotdogs.

Cirka syv kilometer derfra i Kloster bor 14-årige Thilde Tøt Thomsen. I august fik hun konstateret en uhelbredelig kræfttumor i hjernen, og det fik hende til at starte en indsamling til Knæk Cancer. 

En indsamling, der har fået kæmpe opbakning fra hele hendes lokalsamfund - også Torvets Pølsevogn.

- Det rørte mig. Det er jo en forfærdelig historie med Thilde. Jeg synes bare, familien er megasej. Og det er enormt, hvad der er blevet samlet ind, ved at folk har givet, siger Helle Christensen.

For det er langt fra kun hotdogs, der er blevet kastet ind i kampen mod kræft. Også et cateringfirma, købmanden i Kloster, kreative selvstændige og flere håndværkere har givet et bidrag til Thildes projekt.

Det er blandt andet Allan Aakerblad Jensen, der har Vestjysk El. Han har selv haft kræft for år tilbage og hørte om Thilde og hendes indsamling, da han arbejdede sammen med Thildes far på en byggeplads.

- Det gav en klump i halsen, og så tænkte jeg, at det her i hvert fald var værd at bakke op om. 

Derfor donerede ham 10.000 kroner til indsamlingen.

Både Helle Christensen og Allan Aakerblad Jensen er overbeviste om, at den generelt store opbakning til indsamlingen bygger på det sammenhold, der findes ude i landdistrikterne.

- De helt små samfund rykker sammen, når det skal til, siger elektrikeren.

- Hvis det havde været i Aarhus eller København, så havde det ikke haft samme effekt, siger pølsemutter.

Mere end 500.000 kroner

Samlet har indsamlingen nu rundet en halv million, og det er langt mere end målet på 50.000 kroner, som familien Tøt Thomsen satte fra start.

- Det betyder meget, at folk bakker op, siger Thilde Tøt Thomsen.

- Det har jo vokset sig helt vildt stort. Det havde vi slet ikke drømt om, siger hendes far Steen Tøt Thomsen.

I første omgang ville Thilde bare gerne holde et loppemarked for at samle lidt ind til Knæk Cancer, men den idé udviklede sig hurtigt.

Inden længe var en fællesspisning for hele byen med auktion og amerikansk lotteri stablet på benene, og så kom der for alvor skub i indsamlingen.

- At de gør noget for os og indsamlingen er bare stort. Jeg havde aldrig drømt om, at folk, jeg ikke kender, ville arrangere noget, som så hjælper os.

- Den der kærlighed og omsorg fra lokalsamfundet betyder bare alt. Så mærker man virkelig, hvordan det er at bo et sted, hvor folk vil hinanden og kommer tæt på hinanden, siger Linda Tøt Thomsen.