Trusselsmand fra Struer slipper alligevel for udvisning

En 35-årig mand var egentlig blevet dømt til udvisning på grund af trusler, men nu har Vestre Landsret med en ny dom gjort udvisningen betinget.

På flere punkter har Vestre Landsret omgjort dommen fra byretten.
På flere punkter har Vestre Landsret omgjort dommen fra byretten.

Manden er dømt for at have truet flere personer, men hans dom er nu blevet omgjort i landsretten. Det skriver Dagbladet Holstebro Struer.

Truslerne er blandet andet gået ud over ansatte fra Struer Kommune, og det var på grund af mandens trusler, at Struer Kommune i sommeren sidste år så sig nødsaget til at hyre private vagter på blandt andet Infocenter Struer.

I februar blev den 35-årige mand, der er flygtning fra Syrien, dømt for 16 forskellige forhold ved byretten i Holstebro, heriblandt tre tilfælde af trusler mod offentligt ansatte. Samtidig blev manden dømt til udvisning af landet. 

Dommen fra byretten blev dog anket, og nu har ankesagen ved Vestre Landsret omgjort flere af punkterne i den oprindelige dom. Blandt andet er der blevet lavet om på vilkårene for mandens udvisning, så den nu kun er betinget. Det betyder, at manden må blive i Danmark.

Straffen på fem måneders ubetinget fængsel blev der ikke ændret på, men dem har den 35-årige afsonet i løbet af sin lange varetægtsfængsling, så han kunne gå ud af døren fra Vestre Landsret som en fri mand.

Det bekræfter forsvarsadvokat Ole Møller Knudsen over for Dagbladet Holstebro Struer.

- Han blev løsladt, da dommen var blevet afsagt, siger Ole Møller Knudsen fra Advokathuset i Nykøbing.