Slår alarm: 17-årige Maja har tinnitus - og hun er langt fra alene

Nye tal viser stor stigning i antallet af unge, der oplever tinnitus. Forening kalder udviklingen "alarmerende".

5:54
Maja Tonsberg går i 10. klasse på Struer Gymnasium og har levet med tinnitus i flere år. Hun understreger, at hun ikke hører høj musik.
Foto: Kasper Riis Kristensen / TV MIDTVEST

Thiiiiiiiii.

Nogenlunde sådan lyder det hver aften, når 17-årige Maja Tonsberg skal forsøge at falde i søvn:

- Det er værst, når jeg prøver at sove. Det er som en alarm, der går i gang.

Hun er én af de mange unge, der oplever tinnitus. 

Tal fra Sundhedsprofilen viser, at otte procent af danske kvinder mellem 16 og 24 år oplever tinnitus. For mænd i samme aldersgruppe er det godt hver 10. der oplever tinnitus.

Siden den seneste Sundhedsprofil i 2017 er andelen af danskere med tinnitus steget til 16,1 procent fra 12,7. 

I 10. klasse på Struer Gymnasium er det kun Maja Tonsberg, der rækker hånden op, da TV MIDTVEST spørger, hvem der oplever ringen for ørene eller andre tegn på tinnitus. 

Hun forklarer, at hun har levet med tinnitus det meste af sit liv, men gætter selv på, at hendes trommerne kan være medvirkende. 

- Men ellers hører jeg normalt, understreger hun og tilføjer, at hun ikke hører for høj musik.

Skruer helt op for musikken

Selvom Maja Tonsberg er den eneste i klassen, der har tinnitus, så kan flere af hendes kammerater være i farezonen. 

Hos Victoria Jakobsen og Noa Laursen, der begge er 16 år, afslører deres telefoner, at de i perioder hører så høj musik, at gentagen, langvarig eksponering risikerer at give permanente skader. 

- Min mobil er altid på det højeste (lydniveau, red.), lyder det samstemmende fra de to elever.

De to elever forklarer, at de "altid" hører musik. Det gælder både ved tandlægen, til træning og under rengøring. 

- Når man ikke magter at høre på andre, så skruer man bare helt op, lyder det fra Noa Laursen, der slår telefonens advarsler fra, når lydstyrken rammer max. 

Victoria Jakobsen og Noa Laursen har næsten altid musik i ørerne.
Victoria Jakobsen og Noa Laursen har næsten altid musik i ørerne.
Foto: Kasper Riis Kristensen / TV MIDTVEST

Hos klassekammeraten Victoria Jakobsen bliver telefonens advarsler også overhørt. 

- Det er bare bedre, når det er højt, erkender hun.

Kan koste samfundet dyrt

Hos Høreforeningen tager man udviklingen i unges hørelse meget alvorlig.

- Tallene giver en indikation om, at der er noget galt hos de unge, når så mange rapporterer, at de har tinnitus, konstaterer landsformand Majbritt Garbul Tobberup.

Hun forklarer, at tinnitus er tegn på en overbelastningen af hørelsen og samtidig vidner om, at man risikerer en høreskade senere i livet. 

- Vi kan godt tåle at høre høj musik, men vi skal ikke gøre det mere end vores hørelse kan tåle.

På gymnasiet i Stuer er trådløse høretelefoner yderst populære.
På gymnasiet i Stuer er trådløse høretelefoner yderst populære.
Foto: Beck Diefenbach/Reuters/Ritzau Scanpix

Majbritt Garbul Tobberup peger på, at gamle kendinger som høj musik til koncerter og diskoteker forklarer udviklingen, men det samme gør sig gældende for brugen af høretelefoner.

- Vi risikerer at stå med mange, der hører dårligt. Det vil være skrækkeligt for det enkelte menneske og samfundet, advarer hun.

En undersøgelse fra 2006 viser, at personer med nedsat hørelse er mere tilbøjelige til at forlade arbejdsmarkedet før tid. 

- Samfundet kan ikke være tjent med, at nogle trækker sig tidligere. Det er ret bekymrende, pointerer hun.

På gymnasiet i Struer vil Victoria Jakobsen og Noa Laursen nu overveje at skrue ned for musikken.

- Jeg er begyndt at tænke over det. Jeg siger virkelig tit ’hvad’, erkender Victoria Jakobsen.