Rappende konfirmationspræst hitter på Facebook: - Jeg forsøger altid at være vedkommende og interessant

Ved weekendens konfirmation overraskede præsten Peter Krabbe-Larsen hele Struer Kirke med en rap til konfirmanderne i præstekjolen. Et videoklip med rappen bliver nu flittigt delt på de sociale medier.

2:20
Præsten Peter Krabbe Larsen har fået mange positive reaktioner efter sin optræden.
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

- Det kan da godt være, at du skal holde fest. Det kan da godt være, at du får en million, men det allerfedeste er og bliver din konfirmation.

Sådan slutter den rap, som præsten i Struer Kirke, Peter Krabbe-Larsen, overraskede weekendens konfirmander med.

Normalt plejer han sammen konfirmanderne at overraske forældrene med noget i kirken, men på grund af Corona har det i år ikke været muligt at øve. I stedet tog han sagen i egen hånd.

- Jeg har aldrig prøvet at rappe før, og jeg har øvet rigtig meget derhjemme. Men jeg tænkte også, at jeg var nødt til at øve her i kirken. Det har taget noget tid, men det har også været skæg, siger Peter Krabbe-Larsen.

Han har fået ideen til rappen fra en anden præst fra Fyn og har brugt lige så lang tid på at forberede den, som han normalt bruger på at forberede en hel gudstjeneste.

Peter Krabbe-Larsens optræden blev optaget af flere af gæster i kirken – blandt andet Danni Korreborg, der har delt videoen på Facebook. Et opslag som over 3.100 personer på nuværende tidspunkt har set.

- Jeg har fået mange reaktioner, og det varmer faktisk, og jeg bliver glad for det. Der er folk, der siger til mig, at det kunne være, at de skulle til at gå i kirke, for der sker jo faktisk noget, siger den rappende præst.

Han er allerede i gang med at overveje næste års underholdning til konfirmationerne.

- Det er jo det med overraskelser, at man ikke kan afsløre noget på forhånd, men jeg kan godt mærke, at der er kommet et vis pres på, hvad jeg skal finde på til næste år. Men det bliver helt sikkert noget sammen med konfirmanderne og ikke kun med mig.